Den danske, globale Rockwool koncern bruger nu testresultater fra Roskilde Festival til at udvikle produkter, som koncernen vil tjene penge på i eksplosivt voksende flygtningelejre. Rockwools marked er stort for over 42 millioner mennesker er på flugt.
Det er netop oven på Roskilde Festival denne sommer aftalt, at Rockwool sammen med Folkekirkens Nødhjælp i efteråret skal til flygtningelejren Kakuma i det nordvestlige Kenya, hvor en halv million mennesker er på flugt fra kampe i Sydsudan.
Flygtningene kan bruge dels et shelter med stenuld, som både beskytter mod for høj varme og kulde, og en forstørret, firkantet køleboks med sider på 2,3 meter, hvor mad og medicin kan holdes køligt via solpaneler og andre strømkilder. Det var andet år Rockwool Cooler blev testet på Roskilde Festival, og nu skal den videre bl.a. i Kakuma.
– Vi har taget fat på et udviklingsarbejde, som vi selvfølgelig også skal tjene penge på, siger Dorte Gram, som er innovationschef for Rockwool.
Hun påpeger, at slår produkterne rigtigt igennem, er det store kunder som FN´s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, der er interessante for Rockwool.
I år var tre innovative, cleantech kølecontainere stillet op på Roskilde Festival. Udviklingen handler her om, at el fra solpaneler også skal kunne lagres i kølecontainerne, så de også kan fungere om natten. Ligeledes havde Rockwool shelters stillet op på et særligt område, hvor festivalgæster kunne leje dem. De specialudviklede sider af stenuld holdt teltet køligt selv da temperaturen kom over 30 grader.
DTU – Danmarks Tekniske Universitet – var med ved den første udvikling af kølecontaineren. Men et oprindeligt planlagt firma for produktet er skrottet i første omgang, da kølecontaineren skal testes yderligere før solpanelerne virker som de skal. Rockwool Cooler er bygget op af moduler, der gør den let at transportere og samle. Kølecontaineren har desuden få komponenter. Det gør behovet for vedligeholdelse og udskiftning minimal.
Rockwool koncernen har over 11.000 ansatte i 35 lande og hovedkvarter ved København.
Keld Broksø