Kort sagt:
For to uger siden handlede Rapidus’ lynanalyse om ESS – teknikken, økonomien og risiciene.
I dag handler det igen om ESS: om de frelste, slagsbrødrene og lobbyisterne.
Det er tydeligt, at European Spallation Source er en hjertesag for alle involverede, uanset om de har hjertet placeret i forskningen, miljøet eller politikken. Men når regeringen nu har truffet sin beslutning, og Sverige er begyndt at arbejde for en placering af neutronkilden i Lund, så har vi hverken tid eller plads til de banale sandkasseargumenter.
En milliardinvestering, 5.000 forskere og en snes ton radioaktivt kviksølv kræver, at alle involverede begynder at tale sammen i stedet for at skrige.
Af Lisa Kirsebom
Leijonborg har vendt tommelfingeren op, miljøministeriet har givet grønt lys, og Allan Larsson har pakket kufferten til sin forhandlingsrejse rundt i Europa. Sverige kandiderer officielt som værtsland for et af vor tids største forskningsanlæg, neutronkilden European Spallation Source, som skal stå klar i 2018.
Det her betyder ikke, at mundhuggeriet er overstået, hvis nogen troede det. Foran os har vi en lang række forhandlinger og undersøgelser, ikke bare om selve hovedspørgsmålet (”Får” Sverige ESS?), men også hvorvidt svensk miljølovgivning tillader byggeriet, og hvilke penge der skal tages hvor. Region Skåne har for eksempel sagt ja til at bidrage med finansiering, men regionens medlemmer af miljøpartiet siger nej.
Med tanke på det niveau debatten hidtil har kørt på, mener Rapidus, at en lille ønskeliste for de kommende diskussioner er på sin plads. Her er den!
1. Vi vil ikke høre nogen affeje det videnskabelige potentiale.
Som Lundabygdens Naturvårdsförening, LNF, på deres hjemmeside: ”Fordelene ved samplacering med MAX IV er klart overdrevne … Dem, der bestiller tid på de to anlæg, har forskellige forskningsområder, i dette tilfælde lys og neutroner.”
Synkrotronlysanlægget MAX IV, næste generation efter det nuværende MAX-lab i Lund, er ligesom ESS et anlæg beregnet til materialeforskning. Såvel svenske som europæiske materialeforskere er parat til at kalde neutroner og fotoner (lyspartikler) for ”komplementære forskningsredskaber”. Sidder LNF inde med en viden, som materialeforskerne mangler?
Eller som Bo Wennergren, doktor i kemi, engageret i LNF og en af de drivende kræfter i en arbejdsgruppe mod ESS: ”Jeg er grundlæggende skeptisk over for gigantiske forskningsanlæg; mod at man tror, at man kan løse alverdens problemer, bare man bygger tilstrækkelig stort. Ofte kommer de store fremskridt fra små laboratorier, hvor man arbejder i meget enkle miljøer.”
Stort er forkert, penge er forkerte, alt er forkert … Vi har hørt det hele før. Det er præcis den type vage argumentation, man ikke vil have, når der findes så meget konkret at diskutere. Som for eksempel en snes ton radioaktivt kviksølv.
2. Vi vil ikke høre nogen affeje miljørisiciene.
Som Lars Leijonborg, om den potentielle anvendelse af mindst 15 tons kviksølv: ”Vi taler jo om en lukket beholder… Nogen har sagt, at det her kan sammenlignes med deponering.”
Nej, det kan det ikke. En lukket beholder er én ting, men en hvilken som helst opbevaring over jorden medfører af indlysende grunde en vis risiko. Vi ønsker, at man erkender denne risiko og gør den så lille som muligt, ikke affejer den. Ved deponering kunne man stabilisere det flydende og flygtige kviksølv til fast form og opbevare det dybt nede i fjeldet. Det er meget langt fra, hvad ESS-fortalerne tilbyder os.
Eller som Karl-Fredrik Berggren, projektleder for ESS-Scandinavia, på spørgsmålet om der kræves en sikkerhedszone omkring ESS: ”Det vil jeg sige nej til. I USA har man inddraget et større område til deres anlæg, men det kan godt være, fordi de planlægger en ekspansion. Deres anlæg ligger også længere væk fra anden bebyggelse, men i USA er man jo vant til at køre en del.”
Karl-Fredrik, vi vil gerne have, at miljøvennernes og Lundindbyggernes uro tages alvorligt. Et par mails fra Rapidus til driftschef Frank Kornegay på neutronkilden SNS i Tennessee var nok til at få oplyst, at man ikke har anset en sikkerhedszone for nødvendig. Det er dog korrekt, som blandt andre Lundabygdens Naturvårdsförening hævder, at et større område omkring SNS er afspærret for offentligheden. Det skyldes imidlertid, at det ligger i direkte tilslutning til andre anlæg, som har haft højere sikkerhedskrav end SNS. Var indvendingerne fra miljøbevægelsen ikke nok til, at I burde have fremskaffet disse oplysninger og præsenteret dem på en tydelig måde?
3. Vi vil ikke høre nogen affeje videnskabelige indvendinger.
Da undersøgelseslederen Allan Larssons rapport om ESS blev sendt til høring hos godt 80 instanser rundt om i landet, var Karolinska Institutet blandt de få negative. Man talte om ”den relativt lave interesse for neutronspredning inden for biomedicinsk forskning” og drager den konklusion, at ”der er mange projekter med betydeligt større forskningspotentiale, som det ville være bedre at støtte”. Karl-Fredrik Berggrens kommentar: ”Jeg synes, det er et enestående dårligt svar, og et meget ensidigt partsindlæg. Jeg troede, at man i et høringssvar skulle skue ud over sin egen lille næsetip og se på, hvad der er godt for forskningen i Sverige.”
Nu er det jo ikke helt ualmindeligt, og måske rent ud sagt meningen, at høringssvar bidrager med den svarendes eget perspektiv. Hvorfor ikke i stedet møde Karolinskas indvendinger konstruktivt, eksempelvis ved at understrege, at medicinalgiganten AstraZeneca ikke er enig? Repræsentanter for selskabet hævder, at teknologien i ESS er nødvendig for at udvikle fremtidens lægemidler.
4. Vi vil ikke høre nogen afvise den økonomiske forpligtelse.
Som konsortiet ESS-Scandinavia, der står bag forslaget om placering i Lund, på deres hjemmeside: ”I europæiske projekter som det her bidrager hvert land relativt i forhold til sit BNP … Det er imidlertid normalt, at værtslandet betaler lidt ekstra…”
Lidt ekstra = tre milliarder svenske kroner, hvilket er hvad regeringen har lovet over ti år, hvis anlægget placeres her.
Undervisnings- og forskningsminister Lars Leijonborg ved præsentationen af Sveriges kandidatur: ”300 millioner kroner om året er ingen uoverkommelig sum. Men vi har alligevel gjort os meget umage for at vise, hvordan en sådan finansiering vil kunne findes, uden at påvirke eksisterende forskning.”
Glimrende, Lars. Men hvem har I vist det til? I kunne godt demonstrere det for nogle flere af os, for eksempel de tunge institutioner – Karolinska Institutet, Uppsala Universitet – som sagde nej til ESS, da Allan Larssons undersøgelse blev sendt til høring sidste efterår. Netop fordi de var bekymrede for en udtynding af det, de opfatter som allerede sparsomme forskningsmidler.
For dem, der faktisk vil nedtone den økonomiske risiko med en vis effekt, anbefales det at kigge i den rapport, som ÅF Energi & Miljö præsenterede i 2004, hvor man blandt andet beregner statens indtægter i form af elafgifter, hvis ESS bygges på svensk jord. I et højomkostningsscenarie ville den oprindelige svenske investering på omkring 3 milliarder faktisk være tjent hjem via energiafgifter på kun 12-17 år. (Med lavomkostningsscenariet ville det på den anden side kunne tage 150 år.)
Så lad os være enige om en ting: kampen er ikke forbi, før dommerens fløjte lyder. Rapidus ser frem til en informativ og afbalanceret debat fremover. Må det bedste argument vinde.
