Kort sagt: Omverdenen lader til at have lettere ved at opfatte og behandle Øresundsregionen som netop én region. USA’s beslutning i sidste uge om at lade ambassaden i København håndtere kontakterne til skånsk erhvervsliv er blot ét eksempel.
Nu er det på tide at også danske og svenske politikere skrider fra ord til handling.
Af Thomas Frostberg
Interessen er stor når Sveriges Øresundsminister Berit Andnor næste uge gæster Rapidus’ morgenmøde i Malmö. Mange håber på en melding om hvordan blandt andet skatteforhandlingerne med den danske regering går.
Men svaret trækker ud eftersom landenes finans- og skatteministre ikke har mødtes og diskuteret spørgsmålet siden starten af efteråret. Selvom kortlægningen er gennemført, problemerne er velkendte og de mulige løsninger er opstillet, så sker der ingenting. Havet ligger blikstille over Øresunds barriererev.
Skattebøvlet er langt fra det eneste vigtige barrierespørgsmål at løse, men det er blevet et symbolsk spørgsmål som også bidrager til de mentale barrierer. Derfor skal der komme en løsning her meget snart.
Det er tydeligt at der mangler en model som både er enkel for indbyggerne i Øresundsregionen og retfærdig i fordelingen af skatter mellem landene. For at komme videre kræves der nu politisk handlekraft.
Ansvarlige ministre og borgmestre på begge sider er nødt til at indse at den perfekte model, set ud fra et nationalt eller kommunalt perspektiv, ikke findes. Skattefordelingen vil aldrig blive helt retfærdig – og det spiller ikke engang den store rolle.
Det vigtige er at pendlere og virksomheder får nogle regler som er enkle at forholde sig til, regler der ikke hæmmer bevægeligheden på tværs af Sundet. Så åbner der sig også helt nye muligheder der sammenlagt bør give langt større økonomiske effekter end de skattekroner som nogle tusind pendlere betaler til det forkerte land.
Det er ganske vist rimeligt at der skal være en vis sammenhæng mellem hvor man betaler skat og hvor man udnytter de offentlige serviceydelser. Derimod må det ikke føre så vidt at retfærdighedskravet forhindrer en kompromisløsning. Før eller senere må et af landene opgive sit standpunkt og vælge den næstbedste vej. Lad os blot håbe at det ikke varer alt for længe.
Alternativet er nemlig at virkeligheden overhaler politikken. Nogle tusind personer pendler over Øresund i dag, men antallet vokser hurtigt. Det der indtil videre er en marginal gruppe, kan hurtigt blive en reel pressionsfaktor. Så kan det pludselig blive sværere at nå et kompromis eftersom der skal tages flere hensyn, blandt andet til personer der allerede er flyttet til den anden side og har truffet deres valg på grundlag af de gamle regler.
Spørgsmålet er bare om der er den politiske vilje til at tænke i nye baner for at komme ud af de fastlåste forhandlingspositioner.
For at tage et enkelt eksempel, så viser USA’s indstilling til Øresundsregionen at det er muligt at tænke i andre baner. Sidste uge meddelte man at ansvaret for erhvervskontakter i Skåne flyttes fra ambassaden i Stockholm til København. Ganske naturligt, men alligevel en meget vigtig markering fra en udenforstående iagttager: Her er kimen til en region, selvom der stadig er meget at gøre.
Et andet fersk eksempel er OECD’s rapport om situationen i Øresundsregionen. OECD udpeger en række (allerede kendte) mangler i integrationsarbejdet. Det handler blandt andet om skatterne, brotaksterne og meritvurderinger i arbejdslivet. Det er ingen nyhed, men fordi en udenforstående iagttager har sat fokus på spørgsmålene, har det givet ny næring til debatten.
Vi kan kun håbe at det nyopståede engagement hurtigt spreder sig til de ansvarlige politikere. Ellers er der risiko for at fredningen af barriererevet i Øresund bliver permanent.
