Øresund Network uddeler ny markedsføringspris
Øresundsregionen får sin egen markedsføringspris - Made in Øresund - som uddeles første gang på årets markedsføringsgalla i Malmö den 13. maj. Prisen går til en virksomhed, der på forbilledlig vis har anvendt Øresundsregionen og dens muligheder som platform i sin markedsføring.
Den nye pris er indstiftet af markedsføringsorganet Øresund Network i samarbejde med Dansk Marketing Forum og Marknadsföreningen i Malmö. Prisen vil skiftevis blive uddelt i Malmö og København hvert år.
I juryen sidder Øresund Networks adm. dir. Cecilia Gyllenkrok, Dansk Marketing Forums direktør Steen Læssøe samt Björn Olsson, formand for Marknadsföreningen i Malmö.