Niklas Rydberger, tidligere kommunikations- og managementkonsulent hos GCI Mannov og Destinct Consulting, skifter til Sund Kommunikation i Malmö. Her skal han stå i spidsen for et fremstød over for kunder inden for health care.
— Vi ser et stort behov hos alt fra mindre udviklingsselskaber i Ideon til større medicinalfirmaer inden for markedskommunikation, medierelationer og virksomhedsrelateret kommunikation, siger adm. dir. Carl-Johan Wachtmeister.
Samtidig har man rekrutteret John Womack, tidligere chef for investorrelationer hos NCC, til Sund Kommunikation. Han bliver bureauets repræsentant i Stockholm hvor der åbnes et nyt kontor i disse dage.
Ekspansionen sker i takt med øgede opgaver, blandt andet inden for health care. I nogle tilfælde har de nye ansættelser også medført nye kunder.
Sund Kommunikation har otte konsulenter og har givet et mindre overskud de fire første måneder, oplyser Carl-Johan Wachtmeister.