Tidligere koncerndirektør i Novo, Kim Hueg, er en af den halve snes danske business angels, som nu har tilsluttet sig et nyt netværk, der vil skaffe risikovillig kapital til biotekbranchen.
Rapidus omtalte det nye netværk i mandags, og i følge en af koordinatorerne på projektet, den kendte danske business angel Jens Winther, vil man være endeligt klar med projektet i oktober, hvorpå flere biotek angels skal knyttes til netværket. Der skal det nye netværk også forankres i Medicon Valley Academy, MVA, som får sekretariatsfunktion, og MVA bliver også fysisk tilholdssted for det nye netværk.
— Vi kan ikke forankre netværket i et selskab, for så vil andre selskaber ikke være med. Vi måtte finde en neutral grund, og det blev MVA, forklarer Jens Winther, som selv er blandt skaberne af Dansk Business Angel Netværk, DBAN, hvorunder det nye biotek-netværk hører.
Jens Winther bor selv skiftevis i Danmark og i Spanien. Han har selv investeret i selskaber i Danmark, Baltikum, England, Luxembourg, Schweiz, Spanien, Sydafrika, USA og Fjernøsten. Han er ikke selv ekspert i biotek, men synes det er spændende at samle de specialiserede aktører.
— Vi skal have både forskningsinstitutioner, ventureselskaber og business angels med i netværket til at støtte biotekselskaberne i pre seed-fasen. De første 825.000 kroner kan de nye biotekselskaber tit hente i innovationsmiljøerne, men derfra er der et gap op til ventureselskabernes investeringer, som typisk er på 8-10 millioner kroner. Det er i dette gap, at business angels i det nye netværk kan træde ind, håber Jens Winther.