Ferring International Centre i Ørestaden har netop informeret medarbejderne om, at en fjerdedel af dem – 100 medarbejdere – i det kendte højhus skal flyttes per 1. januar 2006.
Halvdelen af dem får ifølge direktør Ole Kjerulf-Jensen tilbud om at flytte til Ferrings hovedkvarter, som siden 2000 har ligget tæt ved Lausanne i Schweiz. Den anden halvdel af medarbejderne håber Ferring kan absorberes i andre afdelinger af virksomheden i Ørestaden.
I øjeblikket arbejder der cirka 400 medarbejdere i Ferring International Centre. Og selv om Ferring vokser stærkt i disse år er det ifølge Ole Kjerulf-Jensen ikke sikkert, at man vil være lige så mange medarbejdere i højhuset lige efter udflytningen 1. januar 2006.
Flytningen af medarbejdere sker ud fra praktiske årsager idet Ferring ønsker at centrere den internationale salgs- og marketingsafdeling i Schweiz, mens den danske del af salgs- og marketingsafdelingen forbliver i Ørestaden. Også noget af blandt andet den juridiske afdeling, IT-afdelingen og kvalitetssikringsafdelingen flyttes til Schweiz.
Til gengæld vil forsknings- og udviklingsafdelingen forblive i Ørestaden.