Jerker Ringström, grundlægger og hovedejer i Clinical Data Care, forlader direktørposten for endnu en gang at nystarte i grænselandet mellem IT og medicinal-/biotekindustri (se særskilt artikel).
Han efterfølges af Anders Malm, med en baggrund som filialchef hos Lantmännen og Norsk Hydro. For ti år siden var han adm. dir. for ABP International, som senere blev til Biogaia Fermentation og opkøbtes af Novozymes i starten af sommeren.
Anders Malm forudser en periode med konsolidering, hvor selskabet bremser udviklingsarbejdet for at fokusere på salget, primært i Skandinavien og resten af Europa.
CDC er en såkaldt CRO, Clinical Research Organization, eller konsulentfirma inden for kliniske afprøvninger, frem for alt i fase III. Selskabet har 220 ansatte på afdelinger i Lund, Stockholm, Göteborg og Uppsala samt Spanien, USA og Japan. Omsætningen forventes i år at lande på 150 millioner svenske kroner og resultatet at blive positivt.
Største eksterne ejere er venturekapitalselskaberne Scandinavian Life Science Venture, Health Cap, Hjärt- og Lungfonden og Ven Kap (opkaldt efter øen Hven i Øresund), som indgår i kredsen omkring svenske Hagströmer & Qviberg.