Chemel i Lund, producent af biosensoren SIRE, bliver nødt til at gennemføre endnu en emission i år, hvis ikke salget overgår selskabets egne forventninger. Den nyligt afsluttede emission til gamle og nye ejere gav nemlig kun 1,8 millioner svenske kroner. Selskabet havde søgt om fem millioner i ny kapital.
Den største ejer European Institute of Science, Euris, har ikke kapital nok til at sikre Chemels fortsatte drift og valgte slet ikke at tegne sig i emissionen. Dermed faldt deres ejerandel til omkring 35 procent. Ifølge Euris’ adm. dir. Dario Kriz er planen at afhænde Chemel, og man er begyndt at præsentere selskabet for potentielle købere.
SIRE-sensoren er beregnet til laboratoriebrug og identificerer ved hjælp af enzymer stoffer som glukose, mælkesyre og ethanol i opløsninger.