Dockan Exploaterings AB, som ejes ligeligt af bygge- og ejendomsselskaberne JM, Wihlborgs og PEAB, har besluttet at overtage ansvaret for de væksthusaktiviteter, som blev startet i teknikparken Andra Varvet sidste år.
Virksomheden har hyret IT-entreprenøren Roland Nyman, som selv var den første til at etablere sig i væksthuset på den gamle Kockumsgrund, til at fortsætte arbejdet med at få nye iværksættere til at forlægge deres aktiviteter til væksthuset.
— Vi opfatter det som vigtigt at bidrage til hele områdets udvikling ved at støtte virksomheder, der kan komme hertil og vokse sig større, siger Lennart Ottosson, adm. dir. for Dockan, til Rapidus. Det her er en vigtig del i bestræbelserne på at udvikle området Västra Hamnen i Malmø til noget virkelig attraktivt.
Da Malmø by som halvpartsejer i Andra Varvet i foråret besluttede sig for at fastfryse deres engagement i projektet, gik dele af arbejdet i stå med at udvikle det gamle Kockumsområde til en klynge af IT- og teknikvirksomheder omkring det nav, som Sigmakoncernen udgør på området. Malmø bestemte sig for at se tiden an og først undersøge, hvordan man skal videreføre forsøget på at opbygge en teknikpark.
Et af de projekter, som altså dårligt nåede at komme i gang, var væksthuset, hvor nystartende iværksættere tilbydes lokaler til lav husleje og med adgang til hele områdets netværk. Nu påtager Dockan sig eneansvaret for virksomheden.
I dag bor kun to virksomheder til leje i væksthuset under den store Kockumskran. Et af dem drives og ejes af Roland Nyman, som nu er blevet ansat af Dockan til at fortsætte væksthusprojektet. Det først etablerede, Halmstadsfirmaet Worldlight.com, som Nyman også var engageret i, har forladt Andra Varvet igen.
— Vi har plads til op til tretten iværksættere, som ønsker at etablere sig, siger Roland Nyman. Jeg fornemmer allerede nu en vis interesse, trods den sidste tids modgang i IT-sektoren.