Kort sagt: Et prissystem for en så vigtig ting som Øresundsbroen skal være enkelt, retfærdigt og allerhelst optimalt så sælgeren får forretningen til at løbe rundt, og kunden synes at varen er pengene værd.
Øresundsbroens prisfastsættelse opfylder ingen af kriterierne. Men omsider virker det som om man er åben for at prøve nye veje. Og så vikler ledelsen sig ind i et prestigefyldt spind af dementier.
Af Jan Wifstrand, som ikke tager bilen over broen
I sidste uge kunne Rapidus afsløre at Øresundsbrokonsortiet har planer om at teste sænkede priser for overfart i bil. Det er ikke en dag for tidligt disse tanker dukker op, selv om de ikke er særlig veludviklede.
Det triste er nu den unødvendige prestige som ser ud til at komme os potentielle bilkørende brokunder til skade.
Jeg selv hører til dem der IKKE tager bilen til København eller Sjælland i øvrigt, selv om jeg er på besøg hver uge. (Jo, jeg har en brobizz.)
Det kunne lyde kønt at sige at det er af miljøhensyn, men sandheden er en anden. Nogen, også den enkelte kunde, må protestere på en eller anden måde. Det er ganske enkelt for dyrt. Varen er ikke pengene værd. Togbilletten er derimod nogenlunde rimelig.
Et prissystem for brooverfarter til Skåne eller Danmark bør være enkelt og overskueligt. Det betyder at man i princippet kun skulle have brug for to, måske tre prisvarianter. Standard, pendler og måske noget midt imellem til folk der kører flere gange om måneden. Men spørger en privatperson mig i dag hvad det koster at køre over broen, er jeg nødt til at angive seks forskellige valgmuligheder, hvis jeg da overhovedet kan. Usmidigt og besværligt.
Et sådant prissystem skal selvfølgelig også indeholde noget attraktivt der kan få broen til at fremstå som samfundsnyttig. Kører jeg som selvstændig erhvervsdrivende ofte over broen, bør jeg betragtes som stamkunde og have en fordelagtig pris. Det er ideen bag brobizzen som dog en gang hvert halve år forvandles til en ren fornærmelse når systemet nulstilles, og jeg igen skal betale fuld pris et par gange uanset hvor meget jeg har kørt.
Er det en god måde at behandle kunderne på?
Nej. En stamkunde er en stamkunde og skal naturligvis i den imageskabende gavmildheds navn have fordelagtige vilkår resten af livet. Hvis bonusen skal nulstilles, skal det i så fald ske efter rimeligt lange perioder. Dette er et klassisk eksempel på hvordan nærigheden undertrykker klogskaben.
Men ikke nok med at prissystemet er fejlagtigt. Når nu de ansvarlige i brodirektør Landelius’ team efter et par år er kommet på nye tanker, giver marketingdirektøren Jacob Vestergaard sig til at dementere Rapidus’ indiskutable nyhed om at man overvejer nye prisstrategier. I et ordkløveri uden lige omkring hvad der er besluttet og ikke besluttet – Rapidus skrev faktisk at der ikke var truffet nogle formelle beslutninger – forsøger han at miskreditere Rapidus som nyhedskilde og fordreje historien til noget andet i resten af medierne.
To aftener senere, i Sydnytt (skånsk regionaltv), bekræfter konsortiet derefter klart og tydeligt oplysningerne om at man overvejer helt nye pristests! Og nu er det chefen selv, Sven Landelius, der siger tingene ligeud.
Det der er sket viser tre ting:
1. Det blotte faktum at konsortiets ledelse spekulerer over om prisen er for høj, er en nyhed af dimensioner citeret af de fleste massemedier. Så vidt er det kommet.
2. Konsortiets ledelse har til sidst vist sig lydhør over for al kritikken og virker parat til at påbegynde en revurdering. Hatten af for det.
3. Der er gået så stor prestige i spørgsmålet at når denne anden kendsgerning bliver offentligt kendt, er man nødt til at ty til halvkvædede viser om fejlagtigheder og forsøge at dementere sagen. Vi har ikke ændret mening, vi har ikke ændret mening…, lyder det. Endnu…
Drop prestigen og giv os fornuftige bropriser snarest; det vil gavne både borgerne og staten, i nævnte rækkefølge.
