Medicoteknikvirksomheden Alsensa i Gentofte søger otte millioner danske kroner i ny kapital. Pengene skal blandt andet investeres i produktionsudstyr, flere patentsansøgninger og kliniske afprøvninger. Ifølge Alsensas adm. dir. Helena Bøttkjær foregår der drøftelser med flere mulige investorer blandt venturekapitalister, industripartnere og privatpersoner.
Målet er at få tilført den ønskede kapital inden udgangen af 1. halvår. Helena Bøttkjær er ret sikker på at det vil lykkes. De første tre millioner betragter hun som på plads, selv om hun endnu ikke kan oplyse hvilken investor det drejer sig om.
Otte millioner vil være nok til at føre produktet All-Q-Test ud på markedet i løbet af første kvartal 2004.
— Lanceres produktet på det tidspunkt vi har tænkt os, regner vi med positivt cashflow i løbet af 2005, siger Helena Bøttkjær.
All-Q-Test er et hjælpemiddel til at gennemføre allergitests på huden; et alternativ til dagens såkaldte priktests. De første kliniske afprøvninger skulle have været gennemført i denne måned, men har på grund af ændrede krav om dokumentation måttet udskydes en måned.
Alsensa er også i færd med at indgå aftale med en plastproducent der skal stå for produktionen af All-Q-Test, samt med en distributør. Aftalerne forventes at være på plads i løbet af sommeren.
Hidtil har Alsensas aktiviteter været drevet af bestyrelsen, men til efteråret skal der være mindst fire ansatte i selskabet.