Af Jan Wifstrand og Thomas Frostberg
Det er en mandag ved 17-tiden, og strømmen af passagerer i Skandinaviens største lufthavn er som sædvanlig på dette tidspunkt mildt sagt voldsom. I løbet af et par timer skal over halvfjerds fly i luften.
Det er, kort sagt, normal myldretid i Kastrup.
To ud af seksten linjer i sikkerhedskontrollen er åbne.
Du læste rigtigt. Siger og skriver to.
Køen kommer hurtigt op på fem-sekshundrede ventende passagerer, kontrollen går uendeligt langsomt, og stadig flere må sluses udenom for ikke at komme for sent til deres fly. Den eneste blandt personalet, som er stresset, er en kækt klædt tidsstudiekvinde, som står og noterer, hvor lang tid et sikkerhedstjek tager.
Hvorfor er der kun to røntgenlinjer åbne? Personalet er på kursus, svarer en distræt, noget fortabt kvinde, der bærer en trøje med påskriften ”just ask”, for det tilfælde at de rejsende skulle have nogle spørgsmål.
Da den australske ventureinvestor Macquarie overtog aktiemajoriteten i Københavns Lufthavne for et par år siden, førte det straks til det obligatoriske ramaskrig, som man normalt hører, når etablerede traditionsfyldte virksomheder ”kommer på udenlandske hænder”. Og da kaoset i Kastrup vakte stor opmærksomhed sidste sommer, var fagforbundene lynhurtige til at skyde skylden på den profithungrende ejers blodige nedskæringer.
Rapidus har ikke tilstrækkeligt indsigt til at kunne bedømme, hvad der er årsag og virkning. Det er rimeligt, at en ny ikke-statslig ejer stiller øgede krav til effektivitet. Samtidig må man bare konstatere, at det bedste ved Kastrup er de forbløffende slidstærke elegante parketgulve. Som lufthavn, derimod, fungerer den ganske enkelt ikke.
Ikke nok med at der er forstoppelse i passagerflowet. Personalet er i særklasse ubehageligt, omtrent på niveau med det svenske skattevæsen. Passagerer, der ikke kender systemet, behandles som kvæg af sure mænd og kvinder med hvide handsker i deres jagt på parfumeflasker. Og når man omsider er sluppet igennem, venter et hav af overflødige butikker, som man skal bruge kompas for at komme igennem med pengene i behold.
Læg dertil det billede af en kronisk strejkende arbejdsplads, som Kastrup har fået – sidste onsdag var den gal igen – og det samlede image bliver noget af en katastrofe.
Kastrups ledelse er nødt til at sadle om.
Københavns- og Øresundsregionen kan ikke leve med, at folk på rejse oplever, at det er et risikabelt projekt at forsøge at slippe væk fra området. De har allerede lært absolut ikke at indlevere en kuffert til indcheckning, når man rejser til Kastrup. For her står der ”17 minutter” på ventetavlen ved bagagebåndet, når man ankommer. Derfor er hylderne inde i flyene med destination København farligt overlastede med direktørernes bugnende rulletasker.
Brian Petersen er netop tiltrådt som administrerende direktør for Københavns Lufthavne (flertal fordi også Roskilde lufthavn indgår). Da han startede, meddelte han hurtigt, at han ville lytte mere til kunderne, end hans forgænger Niels Boserup havde gjort.
Man han hentydede til flyselskaberne. Ikke passagererne, dem glemte han.
Det er noget af et paradoks, at Brian Petersen blev hentet fra det stærkt kundeorienterede Procter & Gamble. Har han mon prøvet at sidde fast med tandpastatuben i sikkerhedskontrollen?
Nej, han og bestyrelsesformanden Henrik Gürtler, Novochefen, har nok aldrig været der. De tager fast track, bliver høfligt behandlet, og kan nyde to Carlsberg, mens de venter på deres final call. Alt imens omdrejningspunktet i Øresundsregionen daler længere og længere ned på imagebarometret.
Hvad synes du? Send et indlæg til debat@rapidus.dk
