Da Sophion Bioscience A/S fra Ballerup ved København og DTU Nanotech (fra Danmarks tekniske Universitet) for to år siden fik 12,9 mio. DKK fra Højteknologifonden til udvikling af en ny biochipteknologi var det usikkert om projektet ville lykkes. Nu siger udviklingsdirektør Jonatan Kutchinsky til Rapidus, at teknologien i store træk virker; En betaversion (dvs. testversion) skal i brug hos udvalgte Sophion-kunder blandt medicinalselskaber næste år. Et produkt med globalt potentiale kan dermed formentlig lanceres globalt næste år igen. Potentialet er, at teknologien giver hurtigere og billigere udvikling af lægemidler.
– Flere dele går langt over forventning, siger Jonatan Kutchinsky.
– Samarbejdet med DTU er virkeligt godt. Vi har nu prototyper, som virker nogenlunde i 364 parallelle forsøg, siger Jonatan Kutchinsky om biochippen.
Ideen i biochipteknologien er at reducere screenings-udgifterne – og dermed få lægemidler hurtigere til behandling af hjernesygdomme, hjerterytmeforstyrrelser og andre sygdomme, som relaterer sig til såkaldt ion-kanal dysfunktion, heriblandt cystisk fibrose. Mange funktioner afhænger af cellers elektriske kommunikation, og 30-50 % af sygdommene kan forbindes med, at den kommunikation ikke er god nok pga. ion-kanal dysfunktion. Men i dag er andre screeningsteknologier enten urentable eller ikke præcise nok, og det vil Sophion Bioscience og DTU´s nye biochip lave om på. Jonatan Kutchinsky ønsker ikke at sige, hvor stort et marked han forudser. Men det bliver globalt og stort i samarbejdet med DTU.
– I det omfang der er opfindelser med fra DTU betaler vi licenser til dem, oplyser Jonatan Kutchinsky.
Sophion Bioscience har i forvejen stigende omsætning – sidste år 82 mio. DKK og et overskud på 14 mio. Det svenske Ratos datterselskab, Biolin Scientific, købte desuden Sophion Bioscience sidste år for 145 mio. DKK. Den nye biochip er en videreudvikling af de teknologier, som Sophion Bioscience har skabt til at teste medikamenters virkning på celler.
Af Keld Broksø