Kort sagt: Danmarks eks-statsminister, Poul Schlüter, slås som nordisk barriereombudsmand ikke kun mod barrierer i Øresundsregionen – og i syv andre nordiske regioner. Han har også et blakket politisk renommé i Danmark, der får hans fortjenester i 1980erne til at blegne. Dertil har han et slidt netværk, og ikke mindst en mangel på nytænkning i de annoncerede emner for kampen mod barrierer. Det kan vise sig katastrofalt for gennemslagskraften.
Af Keld Broksø
Det var en fortræffelig ide, da Sveriges nordiske samarbejdsminister, Berit Andnor, opfandt en nordisk barriereombudsmand. Valget faldt på den tidligere, danske statsminister, 73-årige Poul Schlüter. Og der er nok at rive i, lover Poul Schlüter. Han skal bearbejde og overbevise fagministre om at gennemføre 23 forslag i kampen mod barriererne for integration især over Øresund – og syv øvrige grænseregioner i Norden. Først og fremmest skal pendlere have bedre muligheder.
Initiativet med en barriereombudsmand er også godt fordi det skabte en kortvarig genopblussen af debatten om barrierer. Interessen blev næret af en Øresundskonference forrige uge i København.
Men siden er debatten vanen tro lagt til at ulme igen.
Udnævnelsen af Poul Schlüter på vegne af det svenske formandskab i Nordisk Ministerråd har desværre også alvorlige brister i gennemslagskraften. Der er to problemer: Poul Schlüters person samt fremhævelsen af støvede problemstillinger, som ikke varsler nytænkning. Det sidste først:
Poul Schlüter vil bruge sin politiske erfaring til at få en ny skatteaftale igennem mellem Danmark og Sverige, som trods over et års forhandlinger efter regeringsskiftet i Danmark endnu ikke er i mål. Dertil gælder det blandt andet om at lette bankoverførsler, boligsøgning, socialt bureaukrati, godkendelse af studier og brotakster.
Alt sammen nødvendige initiativer, som desværre er diskuteret til hudløshed, og her er problemet: Schlüters mellemkomst uden magtindhold har ikke store chancer for at blive udslagsgivende faktor fordi emnerne enten har været – eller er i fuld gang med at blive debatteret. Hvis ikke barriereombudsmanden giver stillingen nyt indhold ved også at styrke virkningsfulde, igangværende såvel som nye initiativer, kan det blive svært at opregne resultater, når Poul Schlüter skal aflægge rapport til efteråret. Der er eksempelvis utallige samarbejdsorganisationer og virksomhedssynergier, som meget lærerigt bidrager langt mere til integrationen end den stagnerende politiske proces, som Poul Schlüter fokuserer på. Vi kan nævne virksomheden Ferring og organisationer som Medicon Valley Academy og Øresund IT Academy.
Den politiske proces må dog ikke opgives, og derfor er det værd at underkaste Berit Andnors begrundelse for at vælge Schlüter et eftersyn:
I en pressemeddelelse skrev hun, at Schlüter har en lang periode som dansk statsminister bag sig, erfaringer og et omfattende kontaktnet, og derfor bliver Poul Schlüter en vigtig ressource.
Man kan få Berit Andnor til at udstøde en undvigende, men nærmest bekræftende latter ved at præsentere hende for den teori, at Schlüter kan være katalysator på Sveriges vegne, fordi for Sverige er Danmark problembarnet, når det gælder indførelse af bopælsbeskatning og lavere brotakster. Holder teorien har Berit Andnor gjort regning uden vært.
Poul Schlüter er nemlig ikke længere noget godt politisk kort i Danmark i store kredse. Mens resten af Norden mest husker ham som en stor, dansk statsminister fra 1982 til 1993, så står hans skandaleombruste afgang på grund den såkaldte Tamilsag mejslet i de fleste danskeres bevidsthed.
Og ser man på regeringen er kun fem ministre gengangere fra Schlüter-epoken ud af 18 ministre, hvoraf de fleste er kommet i Folketinget efter Schlüters dramatiske exit. Og ingen af ministrene har travlt med at henvise til Schlüter-regeringernes fortjenester som basis for den borgerlige politik.
Schlüters senere medlemskab af Europaparlamentet fra 1994 til 1999 er af kilder i Europaparlamentet i Bruxelles karakteriseret som usynligt i den danske debat.
Poul Schlüters politiske netværk og pondus er med andre ord slidt og historisk præget.
Tilbage står hans indiskutable politiske håndværk, og derfor vil Rapidus ønske held og lykke i en nødvendig proces, som med en anden person og med mere nytænkende politik ville have bedre chancer i Øresundsregionen.
