tisdag 23 april 2024

inloggad som

Novo Nordisk river et stykke af Dannebrog og skaber wake up call

Kort sagt: Når Novo Nordisk pludselig går dårligt svarer det til at rive et stykke Danmarks flag, Dannebrog. Bortset fra bacon-eksport og Mærsks skibe har intet firma – og slet ikke i life science sektoren – samme betydning i reel som symbolsk værdi. Novo Nordisk giver et wake up call, der gør et politisk efterspil interessant – og Trumps sejr får ikke afgørende betydning.

Af Keld Broksø, Rapidus’ Københavnsredaktør

MVA havde endnu et årsmøde mandag på Hotel Hilton i København, men noget var forandret. I årevis har Medicon Valley Alliance fremhævet Novo Nordisk som en ”beacon” (fyrtårn) for life science. For Danmark især har Novo Nordisk som den største life science koncern betydning for dansk selvforståelse og selvtillid. 11 % af Danmarks selskabsskatter kommer fra Novo Nordisk og selv MVA-formand, Søren Bregenholt, er fra Novo Nordisk. Danskerne har i årtier kunnet pege på Novo Nordisk og sige ”vi kan godt skabe gigantiske, globale koncerner – hvad er problemet?”. Danskerne har også kunnet lune sig ved det faktum, at den afgående Novo Nordisk direktør, Lars Rebien, flere gange er kåret som verdens bedste CEO.

SÅ kom et rædselskvartal, der nu har trukket 400 milliarder DKK ud af Novo Nordisks værdi. Det 3. kvartalsregnskab handler mest om nedjusteringer: Hele 2017 ser ud til at blive et år med nedtur for Novo Nordisk. Koncernen er presset på sin kerneforretning, insulin, men også lukrative sideforretninger bløder som NovoSeven til behandling af blødersygdomme. Årsagen er prispres og ny konkurrence.

»2017 indikerer på nuværende tidspunkt en lav encifret vækst i salget og en flad til lav encifret vækst i resultat af primær drift,« står der i regnskabet, mens luften er gået ud af Novo-aktien. Massive fyringsrunder, øget følsomhed overfor den amerikanske dollar, faldende amerikansk salg, prispres og endda amerikansk kritik af for høje priser hos Novo Nordisk viser, at naturloven om stabilitet var indbildning hos politikere og finansfolk. Trumps sejr ved præsidentvalget gav dog en kursstigning på 6 pct. til kurs 238 DKK i håb om, at Trumps regering ikke presser priserne så hårdt som Clinton ville have gjort. Men end ikke Novo Nordisk selv tør endnu sige, hvad der er op og ned, og intet i efterspillet på det amerikanske valg vender noget afgørende fordi krisen også handler om hård konkurrence. Krisen for Novo Nordisk gør nu et dansk, politisk efterspil meget interessant.

Det er et wake up call, når motoren bag dansk life science må på værksted. Vi taler om en koncern, der alene sidste år solgte for knap 108 milliarder kroner, og som via ejeren i Novo Nordisk Foden samt Novo Seeds yder et uvurderligt milliard-bidrag til offentlig forskning, andre virksomheder og start ups i Danmark.

Selv om rygterne om Novo Nordisks død er stærkt overdrevne, så må nedturen vække eftertanke hos danske politikere. Især når den forhenværende Novo-kronprins og nuværende topchef i Lundbeck, Kåre Schultz, i en ny MVA-rapport siger, at ingen vil etablere medicinalvirksomhed i Danmark i dag mere fordi Danmark har for høje skatterater og omkostninger. Han er tilmed formand for det vækstteam, der skal rådgive regeringen om en ny strategi for life science området. Den kommer bl.a. til at handle om netop for høj beskatning af iværksættere, mangel på adgang til kapital og kvalificeret arbejdskraft.

Med i billedet hører, at Danmark ikke har børsnoteret et life science selskab siden Zealand Pharma i 2010, mens eksempelvis Sedermera Fondkommission har haft succes med at få danske life science selskaber noteret på svenske AktieTorget de seneste par år.

Når nedturen for Novo Nordisk således svarer til at rive et stykke af Dannebrog og dansk selvforståelse er det bedste man kan sige, at nedturen baner vejen for forandringer. Rapidus’ forudsigelse er, at når Kåre Schultz er klar med sit oplæg til den danske regerings nye life science strategi, så vil der være en helt anden lydhørhed politisk end den automatpilot, som vi hidtil har hørt fra politikerne med henvisning til Novo Nordisk ”om at det går jo nok”.

Sagen Novo Nordisk viser, at det gør det slet ikke, hvis Danmark fortsætter som hidtil.

Kort sagt: Når Novo Nordisk pludselig går dårligt svarer det til at rive et stykke Danmarks flag, Dannebrog. Bortset fra […]


För att läsa resten av artikeln behöver du
vara prenumerant och inloggad