Kort sagt: Er det den samme region vi taler om, når vi spørger regionerne Skåne, Sjælland og Hovedstaden samt Copenhagen Capacity, Sydsvenske Handelskammer, Øresundskomiteen osv.?
Hvor mange IT-virksomheder, biotekvirksomheder osv. er der – og hvad kan de? Det er oplagte spørgsmål for biotek/lifescience, cleantech, IT, logistik osv. En forudsætning for at få investeringer til regionen under krisen er, at vi ved, hvad vi taler om.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus.
Øresundsregionen lider under, at det politiske samarbejde, barrierebekæmpelsen og resultaterne fra det politiske niveau er begrænsede. De fleste husker højdepunktet i pinlighed under den svenske kongefamilies besøg i København i 2007. Erklæringen fra politikerne var så intetsigende, at ingen kan huske den. Derfor opfordrer Rapidus nu til at begynde et helt andet sted kort før vi fejrer broens 9 års jubilæum: Øresundsregionen skal definere sig selv på ny.
Vi har overbevist os selv i regionen om, at vi er fantastiske; Men med det paradoks, at det uden for regionen ikke står klart, hvad der er af kompetencer og muligheder. Det er eksempelvis aldrig gjort helt op, hvor mange biotekselskaber, der findes. Til trods for, at MVA er en veletableret paraplyorganisation. Hver region og organisation i Øresundsregionen har en interesse i at booste egne tal op. Spørger man Region Skåne, Hovedstaden, Sjælland – eller Copenhagen Capacity – får man fire-fem forskellige svar – eller intet svar. Statistik er ikke organisationernes stærke side, og det medvirker til et flagrende billede. Dødsstødet fra regioner og organisationer til et forsøg på at skabe orden og overblik med MVA’s elektroniske dashboard, som Rapidus tidligere har skrevet om, sætter fingeren på et ømt punkt:
Vi har ikke defineret et klart billede af regionen, og de eksisterende strukturer har ikke viljen til at skabe det. Nu forsøger MVA at finansiere et dashboard via EU, men konsensus i Øresundsregionen er der endnu ikke at prale af. Og man kan diskutere om det i det hele taget er en interesseorganisation, som skal skabe overblik også når det gælder ikke-medlemmer.
Definitionerne på eksempelvis biotek er forskellige, og nye firmaer kommer og andre går. Holder man ikke styr på det, så markedsfører man regionen utroværdigt. Derfor er én, fælles datebase vigtig. Øresundsregionen skal vise, at den er attraktiv på en overbevisende, enslydende og teknologisk førende måde. Tre regioner og et utal af underorganisationer skal være enige på samme tid uden at æbler, pærer og bananer blandes sammen. Listerne – i det omfang de er der – ser lige nu forskellige ud hos Invest in Skåne, Invest in Denmark, Copenhagen Capacity og regionerne. Der er meget som eksempelvis MVA ikke vil anerkende som biotek, men som kommer ind under opgørelser hos Copenhagen Capacity. Øresundsregionen skal derfor blive enig med sig selv om, hvad der er biotek og ikke biotek, hvad der er IT-virksomheder og hvad der ikke er, og hvad der er cleantech og hvad der ikke er.
Problemet forværres af, at fagorganisationerne står over for generalister ikke mindst i regionerne og eksempelvis Copenhagen Capacity. Alle dækker flere felter end fagorganisationernes kerneområder. MVA er dedikeret til lifescience, som også Copenhagen Capacity markedsfører. Og generalisterne sætter ikke ressourcer af til at gøre alle tallene op. For eksempelvis Copenhagen Capacity er Øresundsregionen kun et appendiks, der bidrager til at markedsføre København. Region Hovedstaden skal også først og fremmest varetage hovedstadens interesser.
Det spændingsfelt er Øresundsorganisationerne i, når de fokuserer på synergi og kritisk masse. De indbyggede konflikter bremser Øresundsregionens redefinition, der kan gøre det muligt at se styrker og svagheder i forhold til Berlin, Cambridge og andre konkurrenter.
Den første sted at kickstarte markedsføringen markedsføringen af Øresundsregionen på igen – efter den er gået i stå – er derfor først og fremmest at finde ud af, hvad vi taler om.
Dernæst skal der bankes de samme, simple, slagkraftige budskaber igennem internationalt – uanset hvem man spørger. Underskoven af organisationer har vist sig ikke at levere den vare. Rapidus forslår derfor et Øresundsnævn, der skal samle data som en løbende, troværdig og offentlig støttet proces. Med det rod, som er der nu, er det nødvendigt med en officiel blåstempling af data, som alle med god samvittighed og sikkerhed kan henvise til. Først da kan Øresundsregionen konkurrere mod resten af verden – og holde op med at konkurrere mod sig selv.
