Kort sagt: Der er snart ikke en svensk minister, som ikke har været på besøg over sundet – her godt et år efter den svenske, borgerlige regering kom til. De borgerlige familiebånd og kemien synes i orden – modsat under Sveriges socialdemokratiske regering.
Men noget er ved at gå galt. Den danske regerings rolle som den erfarne, borgerlige storebror bliver i dag forstyrret af selvsikre, svenske regeringsmanerer eksempelvis i Øresunds-, skatte- og udlændingespørgsmål.
Af Keld Broksø
Københavnsredaktør for Rapidus
Sveriges tidligere socialdemokratiske statsminister, Göran Persson, sagde det direkte i et interview for blot en uge siden i Berlingske Tidende: Han kaldte samarbejdet med Danmarks borgerlige statsminister, Anders Fogh Rasmussen, for “korrekt og forretningsmæssigt” og understregede, at de var “naturligvis ikke venner”. Fogh og han mødtes aldrig til et bilateralt møde – sådan mand til mand.
Helt anderledes så det ud for knap ét år siden, da Sveriges dengang nytiltrådte, unge statsminister, Fredrik Reinfeldt, som noget af det første besøgte København og lagde op til en borgerlig omfavnelse. Rollen passede den erfarne Fogh godt: Danmark lærte fra sig, for Reinfeldt ønskede et fleksibelt arbejdsmarked som i Danmark – og en mere effektiv offentlig sektor.
Men hurtigt blev advarselslamperne tændt i København. Reinfeldt lagde op til skattelettelser for milliarder. Forbrødringen måtte høre op, for i Danmark er balancegangen kendt: Den konservative regeringspartner vil have skattelettelser som i Sverige, mens Foghs parti, Venstre, ikke tør gå så langt af frygt for at give socialdemokraterne for gode kort.
Fogh måtte derfor blankt afvise – sidste år – at de svenske skattelettelser pressede Danmark.
Men så er der gået ét år. Denne uge var et dansk lynvalg tæt på. Det blev kun forhindret fordi det lykkedes at lave netop en skatteaftale, som til de konservatives fortrydelse ikke gav lettelser på højere lønnedes sidst tjente kroner, men dog skattelettelser i mellemindkomsterne.
Med andre ord: Sverige er et farligt emne i den danske, borgerlige, politiske balancegang.
Et andet eksempel på Sveriges farlighed er den danske såkaldte 24-årsregel. Der bor nu i Malmø op mod 2.000 danskere, som sammen med udenlandske partnere er flyttet for bl. a. at slippe for 24-års reglen, der forhindrer familiesammenføring for unge under 24 år. Reglens skal bremse tvangsægteskaber, men Sverige kritiserer fordi reglen ses som et indgreb i den fri vilje. Og de borgerlige i Sverige følger ikke med en svensk 24-års regel, selv om foreningen Ægteskab Uden Grænser i Sverige mener, at der hver måned flytter 60-80 danske par til Skåne for at slippe udenom Danmarks udlændingelov. Venstres integrationsminister, Rikke Hvilshøj, har nægtet at kommentere den svenske kritik.
Endnu et farligt emne for den danske, borgerlige regering er Øresund. Kilder tæt på forhandlinger mellem regeringerne kan pege på en – i begyndelsen – bedre kemi efter Sverige skiftede politisk farve. Øresund blev – i hvert fald retorisk – opprioriteret i Sverige. Men det var svært at få resultater. Embedsmændene i Sverige og Danmark var stædig forbeholdne over for hinanden. Öresundskomiteen har været ude i en mægling for at få et samarbejde i gang.
Igen var Sverige for langt fremme til at Danmark kunne følge med. Den Øresundansvarlige minister, Cristina Husmark Pehrsson, holdt Øresundshøring i Malmø i foråret – uden dansk ministerdeltagelse – og med en hidtil uset, svensk, retorisk målrettethed. Den fandt man også få måneder før hos Sveriges arbejdsmarkedsminister, Sven Otto Littorin, som tog mod Region Hovedstadens formand, Vibeke Storm Rasmussen, og lovede vilje til at løse barriereproblemerne.
Som påpeget i sidste uges analyse har Sverige også en bremseklods i form af ministeriel opsplitning af Øresundsarbejdet mellem ministerierne. En lignende opsplitning bremser i Danmark.
Men i Danmark har en Øresundsansvarlig minister ikke trådt i karakter. Cristina Husmark Pehrssons pendant, som hun har mødt, er den konservative miljøminister, Connie Hedegaard, som også er minister for nordiske anliggender. I Nordisk Ministerråd erklærede hun som formand i 2005, at “Øresundsregionen vil blive forgangseksempel for nordisk integration på arbejdsmarkedet.” Men siden har der været ret stille fra hende i Øresundsspørgsmål. Det hjælper heller ikke i Øresundsarbejdet, at den danske skatte-, erhvervs- og statsminister de seneste år har været i en benægtelsesfase omkring barriereproblemer. Måske klogt, hvis man vil bremse en debat. Men ikke alle lader sig stoppe.
En af de få, der spørger til Øresundsudviklingen i Folketinget, er den socialdemokratiske retsordfører, Karen Hækkerup. Hun oplever at aben sendes videre mellem ministerierne, så intet sker fordi Øresundsregionen opfattes som et lokalt anliggende. Der er også et dansk fravær af overordnet ledelse af Øresundsprojektet på regeringsplan.
Indtil videre er aben hos beskæftigelsesminister Claus Hjorth Frederiksen. Det er i hans regi, at samarbejdet med Sverige om arbejdsmarkedet i en ny arbejdsgruppe skal køre videre.
Billedet er vendt 180 grader: I socialdemokratiske regeringsperioder i de to lande var Sverige Danmarks store forbillede. Nu er Danmarks borgerligere regering i den bizarre situation, at man helst ikke taler om Sveriges borgerlige regering – og tit distancerer man sig fra den.
Det borgerlige Sverige er blevet farlig for det borgerlige Danmark.
PS. I marts skrev den danske og svenske statsminister et fælles debatindlæg i bl.a. dagbladet Politiken, hvor de opfordrede EU til ambitiøse mål for klimaet. Det må især ses som et forsøg på at styrke Reinfeldt indenrigspolitisk. Men det er eneste gang en dansk-svensk synergi mellem de borgerlige statsministre er blevet synlig. Og indlægget omhandlede ikke indenrigspolitiske spørgsmål.
