Malmöfirmaet Notebook Design havde allerede ved årsskiftet brugt så meget af aktiekapitalen, at selskabet i henhold til svensk aktieselskabslovgivning var tvunget til at oprette en kontrolbalance. Det blev dog ikke viderekommunikeret til potentielle investorer i den nyemission, som blev gennemført i starten af året.
Emissionen blev fuldtegnet og gav tre millioner svenske kroner. Samtidig faldt egenkapitalen per 31. december til under halvdelen af den registrerede aktiekapital, og selskabet skulle derfor ifølge loven udarbejde en kontrolbalance for at sikre, at virksomheden ikke var likvidationspligtig. Den 13. marts, umiddelbart efter at tegningsperioden for emissionen var udløbet, fastlagde Notebook Designs bestyrelse kontrolbalancen – men informationen blev tilbageholdt til sidste uge, hvor årsregnskabet blev offentliggjort.
Notebook Design har siden starten af marts været handlet på Alternativa Aktiemarknaden. Foreningen Aktiespararnas Krister Eurén er kritisk over for den manglende information.
— Højst besynderlig adfærd. Man opretter en kontrolbalance for at kontrollere, at kapitalen ikke er ædt op. Det er en information, som er utrolig væsentlig. Det er en fremgangsmåde, som jeg absolut ikke bryder mig om, siger Krister Eurén.
Notebook Designs adm. dir. Alexis Aminoff mener, at det er fremgået af selskabets rapporter og investeringsmemorandum, at der var behov for flere penge. Han hævder også, at han har været i kontakt med en række aktieejere personligt og fortalt om kontrolbalancen.
Efter registrering af forårets emission overstiger virksomhedens egenkapital den registrerede aktiekapital. Alexis Aminoff regner med, at pengene vil dække virksomhedens kapitalbehov i hele 2007. Notebook Design har som forretningskoncept i samarbejde med computerproducenter at sætte kundens varemærke og grafiske profil på låget til bærbare computere. Selskabet har omkring 170 aktieejere.
Af Kristian Svensson