Anoto Group i Lund har fået en ordre inden for forretningsområdet C Technologies på 30.000 enheder af Anotos C-Pen 20. Ordren har en værdi af 7 millioner SEK og kommer fra den schweiziske partner C-Channel, som sælger pennen videre til banker, primært til fakturaregistrering.
— Vi har nu lagt mange af vores salgsressourcer i C Technologies og har flere projekter undervejs, blandt andet ideer om en videreudvikling af den gamle C Tech-pen, siger Anoto Groups adm. dir. Anders Norling.
Inklusive den nye bestilling ligger årets ordreværdi i C Technologies på omtrent 20 millioner SEK. C-Pen er et af Anoto Groups to varemærker; mærket Anoto står for en teknisk totalløsning, som kobler skrivepapir sammen med digital lagring, mens C-Pen er en pen, der kan lagre, oversætte og sende trykt tekst.
Af Lisa Kirsebom