Biotekselskabet BioLocus i Hørsholm har fået tilført fem millioner kroner fra en privatperson og leder nu efter en ny adm. dir. til at ekspandere den lille virksomhed. I foråret fik BioLocus desuden tilsagn om op til 5,6 millioner kroner over tre år fra den nystiftede Danske Maritime Fond.
BioLocus har udviklet en skibsbundmaling med enzymer, som forhindrer organismer i at fæstne sig på båden. Såkaldt marin begroning er et stort problem både inden for kommerciel søfart og for fritidssejlere, eftersom fartøjets fart og brændstofforbrug påvirkes negativt. Løsningen på problemet har længe været malinger med giftige stoffer, som nu forbydes.
BioLocus’ miljøvenlige enzymmaling CoatZyme kom i handlen i mindre skala i sommer, og virksomheden har nu fået godkendelse fra de svenske miljømyndigheder til en prøveintroduktion af malingen i Sverige til foråret. Den første version er til fritidsbåde, men pengene fra den maritime fond skal bruges til en videreudvikling af malingen til brug på større skibe.
Flere andre malingproducenter udvikler i dag miljøvenlige skibsmalinger. Et eksempel er kæmpefirmaet Akzo Nobel, som har patentanmeldt en silikonebaseret maling med en struktur i nanoskala, som gør det svært for organismer at fæstne sig på overfladen.
— Den type maling kræver en vis hastighed for at fungere, så den er bedst til hurtigtgående skibe, der ikke ligger stille så længe ad gangen. Den er derimod ikke så god til fritidsbåde, siger den nuværende adm. dir. Knud Allermann, som også hævder, at BioLocus’ maling bliver både billigere og lettere at reparere efter de småskader, som fritidsbåde ofte får, når de støder mod bådebroer og sten.
Samlet har BioLocus fem ansatte og hovedkontor i Hørsholms forskerpark. Hovedparten af aktiviteterne foregår dog i eksterne laboratorier. Formand er Aage Christian Hansen. Firmaet ejes af grundlæggerne, Knud Allermann og mikrobiologen Ib Schneider, DTU Innovation og flere private investorer.