Kort sagt: Den svenske forskningsminister Thomas Östros har i denne uge foreslået, at universitetsforskernes eneret på deres forskningsresultater skal afskaffes, på samme måde som det allerede er sket i Danmark.
Forslaget er på mange måder rigtigt – men helt utilstrækkeligt.
En sådan regelændring er kun en grundlæggende forudsætning for øget kommercialisering af akademisk forskning. Hvis noget skal ændres i praksis, kræves det også, at universiteterne får ressourcer og incitamenter til at arbejde aktivt med knopskydninger og tech transfer.
Af Thomas Frostberg
Det kan lyde dramatisk, at staten skal fratage forskerverdenen dens ejendomsret til forskningsresultater, men det er et skridt i retning af de systemer, som allerede findes i mange andre forskningsintensive lande, blandt andet Storbritannien og USA.
I praksis handler det om, at forskeren skal dele retten til resultaterne med sit universitet, men stadig have en chance for reel økonomisk gevinst ved en vellykket knopskydning. Ideen er at øge universiteternes ansvar for og motivation til at engagere sig i kommercialiseringsprocessen, et område som hidtil har været mildt sagt forsømt. For forskerne stiger støtten og dermed også chancen for at få succes med et knopskydningsfirma. Desuden vil knopskydningsspørgsmålet ikke alene være afhængigt af forskerens vilje (eller uvilje) til at blive selvstændig. Universitet får til opgave at agere mægler via tech transfer-kontorer.
Den store fejl i forskningsministerens udspil og indfaldsvinklen i den undersøgelse, som ministeriet nu iværksætter, er at han lader til at tro, at alting vil ske af sig selv, bare reglerne om ejendomsretten ændres. I virkeligheden er det blot et udgangspunkt, som giver nye forudsætninger for at arbejde med kommercialisering af forskningsresultaterne. For at det også skal få en effekt i praksis, kræves det, at universiteterne får ressourcer og incitamenter til at arbejde aktivt med spørgsmålene. En række faktorer er her helt afgørende:
* OPGAVEN. Universiteterne skal have en mere formel og eksplicit opgaveformulering fra statsmagten om at arbejde med kommercialiseringsspørgsmålene. Det er ganske vist allerede nævnt under det, man plejer at kalde den tredje opgave, det vil sige samarbejde med og videnoverføring til det omgivende samfund, men opgaven skal formuleres betydeligt mere konkret og fremhæves som et højt prioriteret område.
* ØKONOMIEN. For at arbejde med kommercialisering af forskningsresultater på en professionel måde, kræves der helt andre økonomiske ressourcer. Satsninger af denne art konkurrerer i dag budgetmæssigt med andre opgaver og er svære at motivere til, eftersom afkastet fra vellykkede knopskydningsfirmaer ikke giver penge tilbage til universiteterne. En ændring af ejendomsretten til forskningsresultaterne ville forbedre situationen, men eventuelle gevinster ligger langt ude i fremtiden. For virkelig at få fart på aktiviteterne kræves der nye bevillinger til oprettelse af velfungerende tech transfer-kontorer, der kan fungere som agenter og søge efter forskningsresultater med kommercielt potentiale. Desuden skal universiteternes svagt rustede holdingselskaber have et gedigent tilskud til kassen, så de kan opnå mere end dagens symbolske andele i deres porteføljeselskaber. Lunds universitets holdingselskab startede med sølle ti millioner i kassen, men ville i praksis have behov for det tidobbelte for at realisere Östros forhåbninger om øget vækst.
* INCITAMENT. Endvidere skal universiteterne have incitament til at arbejde med knopskydningsspørgsmålene. Det er mærkeligt, at bevillingerne til grunduddannelserne er styret af, hvor mange studerende der fuldfører deres uddannelser, mens det universitet, som knopskyder flest succesrige virksomheder, ikke får højere bevillinger til sine forskningsaktiviteter.
* KOORDINERING I REGERINGEN. Samtidig med at forskningsministeren lancerer sine ideer til en øget kommercialisering af forskningsresultater, har hans regeringskollega erhvervsminister Leif Pagrotsky iværksat en undersøgelse af, hvordan den statslige venturekapital til virksomheder i den tidlige fase vil kunne fungere bedre. Aktiviteterne i Industrifonden, Teknikbrostiftelserne og Almi vil blive koordineret på en eller anden måde. Det er ubegribeligt, at den undersøgelse ikke også har til opgave at undersøge, hvilken rolle universiteternes holdingselskaber bør spille. Der vil også fremover være forskellige støtteaktører til udviklingsselskabernes forskellige faser, men det er af afgørende betydning, at vi får et system, som hænger sammen hele vejen.
Forskningsminister Thomas Östros har sat fokus på et vigtigt spørgsmål for at skabe mere vækst, men han kryber udenom, når det gælder de svære forhindringer for en realisering af visionerne.
