Denne periode har underskud af positive tanker. Dette er heller ingen jubelanalyse, men en understregning af, at sortsynet ikke er en naturlov, og at Øresundsintegrationen ER på vej.
Det er tid at fokusere på sejre – store som små. Ordet barrierer er forbudt i resten af denne tekst. For er det nu så galt, som Øresund Industri- og Handelskammer, Novo, IBM og andre siger? Utvivlsomt, men integrationen er på rette spor – og uafvendelig. Vi diskuterer nu kun hastigheden.
En indikator på integration er trafik. Og aldrig har der været så meget trafik over Øresund, konstaterer en veteran i Øresunds-debatten, professor på Geografisk Institut i København, Christian Wichmann Matthiesen: Hvis man sammenligner sidste år før broen og første år efter broen, og tager snittet gennem Øresund fra Helsingør til Dragør på den danske side, så er persontrafikken øget 38 procent. Antallet af køretøjer er steget 70 procent. Når nogle klager over for få biler på broen er det kun i forhold til Øresundsbro Konsortiets prognoser, mener Christian Wichmann Matthiesen.
Men også konsortiet har positive tal: Biltrafikken over Øresundsbron steg 14 procent, når man sammenligner september 2000 med september 2001. Totalt var der 238.000 køretøjer – 29.000 flere end september 2000. I snit kørte ca. 8.000 køretøjer over broen hver dag.
— Med de afskrækkende brotakster er det en formidabel forøgelse, siger professoren, som også ser en mere og mere markant såkaldt specialiseringsprofil, der understreger integration.
— Her taler vi ikke bare om nye aktiviteter, men helt nye TYPER aktiviteter, påpeger han.
Christian Wichmann Matthiesen nævner amerikanske Biogen, der skal lave sclerosemedicin i Hillerød i Nordsjælland. Dertil kommer internationale hotelkæder, der hidtil var fraværende i regionen, senest Marriott og Hilton i København. Bo01 kom til Malmø som den største boligmesse i Sverige. Og trods økonomisk skandale vakte messen positiv opmærksomhed – især i København, hvor et kommende, nyt operahus bidrager til specialiseringsprofilen.
Regionen er på organisationsplanet rustet til kampen mod det unævnelige ord. Medicon Valley Academy lyser op. Og vi kan nævne Øresund Business Council, Öresundskomiteen, IT Branchen Oresund. Der er tilmed penge til integrationen. EU fortsætter støtte-programmet Interreg. Fra staternes side er der inklusive Øresundsbron allerede udførte samt igangværende investeringer for 100 milliarder danske kroner til infrastruktur i regionen. Herunder jernbaner, motorveje, metro i København og Malmøs Citytunneln til bedre togforbindelser over broen – samt udbygning af den fælles havn Malmø/København.
Hospitalerne – i sær Rigshospitalet og Universitetssjukhuset i Lund – har nu et forbilledligt samarbejde, som understøttes af Øresundsuniversitetet. Alle de tiltag rapporteres der om via mediesamarbejder mellem radio- og Tv-kanaler, som også kan fortælle om blomstrende kultur. På http://www.kultur-oresund.net findes 3.000 kulturbegivenheder i Øresundsregionen.
Men integrationens reelle værdi afgør erhvervslivet. Virksomhederne har allerede fordele i lang stribe af tilfælde, som det er svært at plukke fra. Men Rapidus kunne som første medie berette om et salgssamarbejde over Øresund med tre danske og en svensk virksomhed, som sælger hinandens IT-produkter. Det er Cocon Data, ChangeGroup, PremiTech og så Apptus i Lund. To eksempler mere:
* Børsnoterede Olicom i Lyngby på Sjælland har investeret i Scalado i Lund.
* Teleselskabet Orange har nu dansk hovedkontor i København og svensk hovedkontor i… nej, ikke Stockholm, men Malmø for netop at udnytte Øresundsregionen.
Hvis vi tager Erhvervsministeriet i Danmark på ordet ved broens åbning, vil det tage 15 år før Øresundsintegrationen når i mål. Det kan gøres hurtigere, hvis regeringerne vil, men integrationen er nu så langt, at der grundlag for denne positive analyse.