Af Arne Steinmark,
Rapidus´ gæstekommentator, tidligere chefredaktør for Computerworld Online
Medier og analytikere slås om at forklare Den nye Økonomis begrænsede succes og dotcom-bølgens fiasko. Vi hører om last mover-effekt, content maybe king og det var dem, der solgte udstyr til guldgraverne, der tjente pengene, ikke guldgraverne selv. Dotcom er i Danmark nærmest forvandlet til et skældsord – tidens pendant til firsernes smarte guldflippere… eller som jeg hørte fornylig fra en respekteret erhvervsleder – sidegadevekselerer.
Men mon ikke det er for tidligt at lukke butikken for nye idéer og henfalde til en konservativ vished om, at det bare bliver de gamle virksomheder, som sætter sig på online-flæsket. Eller bare at se nettet som en ny kanal.
Med et andet syn på finansiering af de gode idéer, burde der være masser af muligheder. Lad mig give et utraditionelt historisk eksempel:
I 1615 fik den danske konge Christian 4. lyst til at kopiere modellen fra datidens stærkeste handelsnation Holland. Storkøbmænd havde der tyve år tidligere etableret handelskompagnier, der sejlede til Østen, med succes – hollændernes handel gjorde den lille nation til et af datidens rigeste.
Den danske konge havde stærkt brug for indtægter til at hævde sin magtposition i det europæiske, og selv om Øresundstolden forgyldte ham, så var det en passiv indtægtsform. Landbrugets omsætning lå fast og gav ikke forhåbninger om vild vækst. Derfor grundlagde Christian 4. Det ostindiske Kompagni, der skulle sikre Danmark andel i en ung og voksende verdenshandel.
Men den danske adel var ikke meget for at skyde penge i det dyre projekt, hvor der skulle bruges kapital til udrustning og proviantering af skibe. Selv om den sad på størstedelen af den danske formue blev indsatsen holdt på et minimum. Kongen betalte lidt og sendte regningen til borgerskabet (som ikke kunne undsige sig). De adelige vurderede, at de ikke ville forvandle deres sikre formuer bundet i jord til tvivlsomme handler på usikre rejser i skibe til den anden side af jorden.
Og da kongens første ekspedition, sendt af sted til Ceylon i 1617, kun vendte hjem med en mindre ladning peber i foråret 1622, så syntes adelens skepsis velbegrundet. Adelen hånlo af den totale fiasko – efter den havde beklaget tabet af sin beskedne investering. Derfor måtte kongen opgive at udbyde den næste tur på aktier. Men han gav ikke op og betalte selv for hele den næste ekspedition. Trods en række skæbnesvangre krige – blandt andet mod Sverige – klarede Det ostindiske Kompagni sig pænt århundredet ud.
Verdenshandlen var kommet for at blive – og med den hidtil usete muligheder for velstand og vækst. Kongens stædige satsning gav Danmark en andel i den fremtid – og en tradition for at de to danske virksomheder ØK og A.P.Møller-koncernen kunne etableres knap tre århundreder senere.
Kongens opskrift på succes som venturekapitalist var tro på idéen, et begreb om potentialet samt økonomisk tålmod og vedholdenhed. Han kom med penge af flere omgange, selv om det gik galt første og anden gang.
Måske kunne vi lære lidt af Christian 4? Det ville være ærgerligt, hvis nutidens erhvervsfolk er ligeså feudale i hovederne som datidens adel. Hvis det er tilfældet, kan regnestykket gøres op nu: Så har vi tabt alle pengene og kun fået en pose peber for besværet.
