Medicoteknikfirmaet Atos Medical AB i Hörby, ca. 30 kilometer nordøst for Lund, går ind på et nyt marked med et nyt produkt.
Virksomheden har udviklet en luft- og varmeveksler til patienter, som har fået foretaget en trakeotomi (hul i luftrøret) på grund af vejrtrækningsproblemer. Det svenske marked vurderes til to millioner svenske kroner om året. Atos Medicals største marked findes dog uden for Sverige.
Virksomheden har veludviklede salgsorganisationer i Europa og har i nogle år også satset på USA, hvor man har seks ansatte, Latinamerika og Asien.
Atos Medical blev startet i 1986 og har især i de sidste tre år haft stor succes. Omsætningen var sidste år 86 millioner kroner. Første halvår i år blev omsætningen 52 millioner, hvilket var en stigning på 41 procent. Ifølge adm. dir. Tommy Hedberg har Atos Medical øget omsætningen med 37-38 procent de seneste tre år.
Atos Medical AB er allerede førende på det europæiske marked inden for deres vigtigste niche, stemmerehabilitering af patienter der er blevet opereret for strubecancer. Virksomheden har endvidere et bredt udvalg af medicotekniske produkter til andre øre-, næse- og halspatienter. Virksomhedens produktion er baseret på omkring 15 egne patenter.
Atos Medical indgår i den svenske Perbiokoncern, som er en knopskydning fra Perstorp AB. Antallet af medarbejdere er 95.