Wifstrand ny chefredaktør på Dagens Nyheter
Rapidus' grundlægger Jan Wifstrand bliver den ny udgiver og chefredaktør for Dagens Nyheter, Sveriges største morgenavis med et oplag omkring 370.000 eksemplarer.
Han tiltræder sin nye stilling allerede i næste uge og efterfølger Hans Bergström der forlader avisen til fordel for freelance-aktiviteter som skribent og forsker i USA.
Det nye job indebærer ikke at Wifstrand afslutter sit engagement i Rapidus; han fortsætter som hovedejer og bestyrelsesformand hvilket Bonniers ledelse har godkendt.
-- Vi er tre partnere der har opbygget Rapidus sammen med en række engagerede freelance-medarbejdere. Allerede for et år siden overlod jeg ansvaret for det daglige arbejde som adm. dir. og udgiver til henholdsvis Jessica Grundström og Thomas Frostberg. Jeg har stor tillid til dem begge, siger han.
Jan Wifstrand er 48 år og har tidligere arbejdet på Dagens Nyheter fra 1985-91, blandt andet som assisterende redaktionschef, samt været udgiver og chefredaktør for Sydsvenska Dagbladet i Malmö fra 1992-98.