WeSpot får syv millioner – søger flere til efteråret
C Technologies datterselskab WeSpot i Lund får tilført yderligere syv millioner svenske kroner fra minoritetsejerne Malmöhus Invest, SEB Företagsinvest og CR&T Ventures/Bure Equity.
De øger samtidig deres ejerandel fra 26,2 til cirka 32 procent.
Kapitaltilførslen er en del af de tidligere lovede 20 millioner, men hidtil er kun 12,9 millioner kommet til udbetaling. Betingelsen for at modtage resten af pengene var, at WeSpot fik sin første ordre, hvilket skete da amerikanske Overhead Door Corporation for nylig købte WeSpots løsning til intelligente døråbnere.
Systemet Smart Door Opener undgår unødige døråbninger, fordi kameraet kan skelne mellem personer, der nærmer sig for at gå gennem døren, og dem der blot passerer forbi.
Men WeSpot skal bruge flere penge, indtil selskabet bliver lønsomt. En påtænkt emission på 30-60 millioner er blevet udskudt til foråret på grund af situationen på de finansielle markeder. I stedet forsøger adm. dir. Lars Holmqvist nu at skaffe en mellemfinansiering på nogle millioner i løbet af efteråret.
WeSpot har også udviklet en intelligent indbrudssensor, som i kraft af billedanalyse i overvågningskameraet kan skelne ægte alarmsituationer fra falske.