Filmproduktionsselskabet Zentropa nedlægger computerspilfirmaet Zentropa Games, der har været drevet af spiludviklingsveteranen Morten Iversen. Årsagen er, at Zentropas medejer Nordisk Film ikke vil investere flere penge i virksomheden. Dermed bliver det ikke til noget med spilprojekterne baseret på film som Antichrist, Prop & Berta eller Olsenbanden.
Formelt set vil Zentropa Games fortsat eksistere et stykke tid endnu, men uden nogle aktiviteter – selv om virksomheden blandt andet har fået 100.000 euro i bidrag fra EU-programmet Media.
— Zentropa havde mulighed for at være den drivkraft, som kunne kickstarte nye muligheder i hele spilbranchen, men nu er vi desværre slået tilbage til start igen, siger Morten Iversen.
Også andre dele af Zentropa har problemer. For nylig blev halvdelen af medarbejderne fyret i Zentropas filmafdeling, og i forbindelse hermed fik ejerne Lars von Trier og Peter Aalbæk Jensen kritik for, at de til trods herfor udbetalte en bonus på 20 millioner kroner til sig selv.
Produktionsselskabet Zentropa ejes af Lars von Trier, Peter Aalbæk Jensen og Nordisk Film.
Af Anders Frick