Volito og Teknopol nye ejere i Galenica i Malmø
Investeringsselskabet Volito i Malmø og Teknopol AB i Lund går ind i Galenica AB i Medeon i Malmø. Volito indskyder fire millioner svenske kroner og tager 15 procent af ejerskabet. Teknopol tager to procent.
Karl-Axel Granlund og Anders Hansson fra Volito og Jonas Edelswärd fra Teknopol tager plads i bestyrelsen. Ny i bestyrelsen er endvidere Karl-Olof Borg, tidligere forskningschef hos Active Biotech, Astra og Pharmacia. Ny formand er Hilding Engstedt, som har mange års erfaring med marketing i lægemiddelindustrien.
Ændringerne i Galenica er et udtryk for, at virksomheden nu satser hårdere på markedsføringen, ikke mindst i Danmark. I løbet af foråret har Galenica etableret datterselskabet Galenica ApS i forskningsparken Hørsholm nord for København.
-- Vi vil også satse mere på at udvikle og lancere egne patenter, siger adm. dir. Ronnie Wallin.
Galenica blev startet for godt to år siden i Medeon af apotekerne Henri Hansson og Ronnie Wallin. De arbejder med finde den rette tilberedningsform for lægemidler til kunder i medicinalbranchen. Virksomheden har givet overskud siden starten. Omsætningen er på 6,5 millioner kroner. Antallet af medarbejdere er elleve. To nye apotekere eller civilingeniører ansættes til efteråret.