I efteråret 2007 forlod Jørgen Thorball stillingen som forretningsudviklingschef hos biotekgiganten Novozymes. Nu satser han på sit eget forretningsudviklingsfirma XOventures, senest med en afdeling i Indien. Den skal udføre markedsundersøgelser inden for life science og fik for nylig sin første kunde.
— Vi tilbyder universiteter og virksomheder at undersøge, om deres projekter har et marked, hvor stort det er, og hvem konkurrenterne er. Det kan vi gøre billigere og forhåbentlig bedre end andre aktører ved at placere indsamlingen af markedsdata i Indien og så analysere dem hos forretningsudviklere i andre dele af verden, siger Jørgen Thorball.
Xoventures’ kerneaktivitet er at håndtere køb og salg af selskaber og formidle licensaftaler. Afdelingen i Indien har ansvaret for markedsundersøgelser, både i Øresundsregionen og globalt. Selskabet har mellem 50 og 100 kunder om året og tolv ansatte i ni lande. Blandt kunderne er Novozymes og Novo A/S, men de øvrige er for det meste hemmelige.
— Vi markedsfører os kun med mund-til-mund metoden, men har alt det arbejde, vi kan overkomme. Det er som om at jo barskere tider, desto bedre for os specialister.
Jørgen Thorball er blandt andet initiativtager til netværket BiotechBuilders og bestyrelsesformand i MyC4, Lina Medical, ViroGates, iMotions og Vivostat. Han har endvidere en bestyrelsespost i det børsnoterede svenske firma BioGaia.
Af Lisa Kirsebom