Vivolution A/S i Allerød vil være klar i 2008 til et stort amerikansk og europæisk studie til ca. 30 mio. DKK af en sårlim. Studiet omfatter også diabetespatienter i Lund og København. Dermed bruges en stor bid af den kapital, der blev rejst i år i februar på 7 mio. euro (53 mio. DKK). Siden den kapitaludvidelse har firmaet forberedt strategi og har beregnet omkostninger for det store studie.
Vivolution har lagt an til studiet med forsøg med mindre grupper end de 200 patienter, som skal indgå i det store studie. Det er dog stadig færre end ved kliniske tests af lægemidler, hvor der ofte er 2.000 patienter eller mere, men studiet er stadig dyrt for det mindre vækstfirma Vivolution.
Et lille studie er netop afsluttet, og et nyt med 40 patienter uden placebo-tests kører fra begyndelsen af 2008 sideløbende med de sidste forberedelser af det store studie, som ventes klar til godkendelse hos bl.a. de amerikanske sundhedsmyndigheder FDA om 7-8 måneder.
— Vi har brugt dette 2. generations middel mod kroniske sår i noget tid – uden vi klinisk har kunnet dokumentere, hvor godt det er. For at overbevise myndighederne om det må vi lave studier med mere videnskab i sig, forklarer Vivolutions direktør, Tom Bjerg Lauritzen, om strategien inden pengeposen åbnes for alvor til det store studie.
— Vi går i begyndelsen af 2008 også i gang med det nye pilotstudie for det rigtige studie er rasende dyrt med patientgrupper i bl.a. USA, Danmark, Sverige og Frankrig. Hvis pilotstudiet ikke går godt kan vi ændre nogle parametre inden det store studie går i gang, beretter Tom Bjerg Lauritzen.
Markedsunderlaget for sårlimen er bl.a. de 14 millioner ældre og diabetespatienter i Europa, der lider af kroniske sår. Vivolutions anden produktlinje gælder standsninger af blødninger ved hjertekirurgi, og det produkt har stigende salg, hvilket nu også forberedes for sårlimen. Vivolution har netop etableret sælgere til sårlimen på de største europæiske markeder i Tyskland og England.
Af Keld Broksø