Lundfirmaet Naked Juice Bar, der fik prisen for bedste servicekoncept i forretningsplankonkurrencen Venture Cup Syd, har storstilede planer om at etablere en kæde af helsebarer rundt om i Sverige. I starten af december åbner virksomheden sin første juicebar uden for Skåne – i indkøbscentret Sickla Köpkvarter i Stockholm.
Naked Juice Bar håber på allerede næste år at være på plads i yderligere fem indkøbscentre. Målet er at åbne 40 barer i løbet af fire år, og man vil allerede nu begynde at se sig om efter ekstern kapital til varemærkeopbygning og ekspansion.
At sælge friskpresset juice i stedet for kaffe er en stor industri i lande som Australien, Storbritannien og USA. Adm. dir. Maria Wirén forudser en lignende udvikling i Sverige.
— I Sverige er juiceindtagelsen ikke sæsonbetonet, som den er i mange andre lande. Konceptet findes allerede flere steder i Europa, og ideen med at åbne juicebarer i Sverige ligger og bobler. Derfor har vi travlt med at etablere vores varemærke allerede nu. Jeg er overbevist om, at vi vil få konkurrence inden for et års tid, siger hun.
Naked Juice Bars koncept med friskpresset juice, smoothies og supper kommer fra Australien, hvor Maria Wirén har arbejdet. I sommer åbnede den første juicebar i indkøbscentret Nova i Lund.
Virksomheden regner med en omsætning på mellem 2,5 og 3 millioner SEK per juicebar. Baren i Nova lokker dagligt omkring 250 gæster til i weekenden og omkring 130 på hverdage.
Af Sara Assarsson