Københavnske Utopian City Scape, som udvikler 3D-animationer til byudvikling og større byggeprojekter, har netop opgivet en ellers planlagt satsning på Tyskland. I stedet vil firmaet nu videre i Sverige. En del af årsagerne er kulturelle fordi svenskerne har en mere flad beslutningskultur, som er nemmere at have med at gøre end den tyske, der er meget mere hierarkisk, fortæller stifter og direktør Jacob Østergaard.
– Det er ikke mere end en uge siden vi har skiftet fokus. Jeg var ellers så langt henne, at jeg planlagde en periode at flytte til Hamborg i Tyskland, siger Jacob Østergaard.
Ekspansionen sker efter firmaet siden starten i 2007 har etableret sig med store danske kunder som Carlsberg, Teknologisk Institut og DTU — Danmarks Tekniske Universitet.
Nu skal det gælde tilsvarende svenske kunder, som Utopian City Scape blandt andet vil komme i kontakt med via programmet Growbiz, der udspringer fra Væksthuset for Region Hovedstaden. Det Growbiz-program handler netop om at få it-relaterede virksomheder ud på nærmarkederne.
Utopian City Scape har ud over Jacob Østergaard fire ansatte, og firmaet vil på grund af de svære tider i byggebranchen satse på egenfinansieret, organisk vækst. Den politik og egne investeringer var også medvirkende til, at virksomhedens nettoresultat er faldet fra plus 239.000 DKK i 2011 til minus 119.000 i 2012.
Af Keld Broksø