Lundfirmaet CR Developments diagnosemetode til opdagelse af brystcancer skal nu implementeres i et magnetresonanskamera, MR, fra Philips. Hvis alt går efter planen, kan et produkt være klar til afprøvning om et år.
Samarbejdet med Philips blev indledt i december 2008. Til februar rejser Markus Nilsson, ph.d.-studerende på afdelingen for medicinsk strålingsfysik ved Lunds universitet, til Holland for sammen med udviklingsafdelingen hos Philips at implementere CR Developments metode i et MR-kamera.
Metoden kaldes OncoPulse og består af en speciel, ny sekvens, som styrer MR-kameraets magnetfelt. Sekvensen giver information om cellevægges gennemtrængelighed, hvilket bevirker, at raske og syge brystceller ser forskellige ud på kameraets billede. På denne måde kan diagnosen stilles, uden at lægen behøver tage en vævsprøve, hvilket er hurtigere, mindsker ubehaget for patienten og desuden er mere økonomisk for både klinikken og instrumentproducenten.
I slutningen af april håber Karin Bryskhe hos CR Development at kunne præsentere resultatet internationalt på en stor konference (ISMRM) for brugere og interesserede i medicinske applikationer af MR.
— Vi er nødt til at påvise, at man med vores teknologik også kan få et billede frem med et klinisk kamera, og det regner vi med at have svar på i slutningen af april. Når vi har billedet, ved vi, hvad vi derudover er nødt til at gøre for at optimere det i forhold til forskellige tumortyper, patientvariationer, bevægelser og også andre organer end bryster.
CR Development er en knopskydning fra kemikonsulentfirmaet Colloidal Resource, som ejes og drives af Anna Stenstam og Karin Bryskhe. Metoden OncoPulse er udviklet af forskeren Daniel Topgaard, som er medejer af CR Development.
Af Wivan-Kristina Sandberg