Professor Per Kjellbom ved instituttet for biokemi på Lunds universitet har i løbet af sommeren startet firmaet Hydrogene sammen med sine ph.d.-studerende.
Virksomheden har udviklet en struktur og mekanisme til styring af vandflowet i aquaporiner – proteiner der fungerer som vandkanaler i kroppens celler. Dermed bliver det muligt at designe effektive lægemidler, aquaporinhæmmere, eksempelvis til patienter med hjerte- og karproblemer, som er nødt til at tage vanddrivende midler for hjertets skyld.
Men for at få tilført penge til den fortsatte udvikling af lægemiddelvirksomheden har firmaet også nogle enklere applikationer. Først har man tænkt sig at præsentere konceptet for Beiersdorf i Hamburg, hvor man håber, at de vil anvende Hydrogenes teknik til at gøre deres antiperspiranter mere effektive. Hydrogene har endvidere identificeret yderligere godt 20 mulige kunder.
Hidtil har selskabet kun indgået én kontakt, nemlig med det danske firma Aquaporin A/S i Lyngby. Samarbejdet går ud på at udvikle en kunstig membran med aquaporiner indsat i en matrice af nanostruktur, som kan producere helt rent og ionfrit vand velegnet til IT-industrien.
Opdagelsen af kroppens vandkanaler gav amerikaneren Peter Agre Nobelprisen i kemi for fem år siden. Men det var Per Kjellbom og hans kolleger, der fandt ud af, hvordan man rent praktisk ”lukker” og ”åbner” for vandflowet i kanalen, og de resultater blev præsenteret i tidsskriftet Nature for to år siden.
Nu er forskningen lagt i et selskab, og Hydrogene har nået at få tilført to millioner svenske kroner via Karolinska Institutet Innovations AB samt halvanden million fra EU. Også universitetet er involveret i selskabet via LU Innovation og holdingselskabet LUAB.
Af Anders Frick