Malmövirksomheden Triacon Scientific køber den svenske afdeling af tyske iSystem. De to ansatte på iSystem i Vellinge overgår til en ny division i Triacon, DevTools, som skal sælge værktøj til udvikling af elektronikapplikationer. Købet indebærer samtidig et nyt forretningskoncept for Triacon: lønproduktion til regionens kontraktproducenter.
iSystem omsatte for cirka 2,5 millioner svenske kroner det seneste år. Resultatet har i nogle år svinget omkring nul, men nu håber Jan Lundgren, adm. dir. hos Triacon Scientific, at opnå langsigtet lønsomhed i forretningen. iSystem skal fortsat eksistere som varemærke, og chef for det bliver firmaets tidligere chef Jan Brandberg.
— Med købet ønsker vi hovedsageligt at få fat i Jan som person og kundebasen med 3.500 kunder. Vi kan eliminere mange af de omkostninger, som tidligere fandtes i iSystem. Vi har jo allerede de administrative funktioner, siger Jan Lundgren.
Totalt bliver Triacongruppen, hvor også Triacon Enterprise indgår, nu på tyve personer. Hovedområdet er udstyr til røntgenafdelinger og konsulenttjenester inden for produktudvikling. Triacon Scientific sælger et kamera, som trykker patientinformation direkte på røntgenbilleder, mens søsterselskabet Enterprise beskæftiger sig med kundetilpasning af et system til administration på røntgenafdelinger. Gruppen omsatte for godt 20 millioner svenske kroner i det seneste regnskabsår, som sluttede i april, og havde et overskud på knap fire millioner.
I købet af iSystem, der blev finansieret af en rettet nyemission, indgik desuden en maskine til bestykning af printkort. Nu vil Triacon ikke bare lave prototyper til sig selv, men diskuterer også aftaler med en række lønproducenter.
— Lige nu forhandler vi med kontraktproducenter i regionen om at få adgang til deres komponentlagre. Det er de helt små serier, måske ti eller tyve kort, vi vil køre for dem, siger Jan Lundgren.
Triacon ejes af Joakim Lang, Jan Lundgren og Jan Brandberg.