Med kun et par måneder på bagen har Lundfirmaet Resqu allerede en fungerende prototype af deres mobilbaserede søgesystem til lavineofre klar. Nu satser adm. dir. Andreas Ekengren på at skaffe tre millioner svenske kroner i venturekapital, penge der skal række til virksomheden giver overskud.
Resqus teknik består af en cirka to kilo tung mobil basestation, der tvinger alle tændte mobiltelefoner inden for en radius af 200 meter til at begynde at transmittere. Med en enkel håndholdt pejleantenne kan lavineordre begravet under 1,5 meter sne lokaliseres med nogle meters nøjagtighed. Ifølge firmaets beregninger har ni ud af ti skiløbere i dag en tændt mobil med sig på pisterne.
Ideen fik Fredrik Tufvesson, lektor ved Lunds tekniska högskola, under en skiferie for nogle år siden. Siden da er teknikken blevet udviklet trinvist, blandt andet i samarbejde med Ericsson Response Program, et almennyttigt virksomhedsnetværk med den svenske telekomgigant i spidsen, der bistår med kommunikationsudstyr i katastroferamte områder. I starten af maj rejser Fredrik Tufvesson til Östersund, hvor fjeldredningen skal teste systemet i snedriverne ved Åre.
Selskabet Resqu blev stiftet i januar med Sony Ericssons teknikchef Mats Lindoff som bestyrelsesformand og Andreas Ekengren, grundlægger af Ideonfirmaet Lyyn, som adm. dir. og eneste reelt ansatte.
Mens selve teknikken er næsten færdigudviklet, mangler der en del omkring produktets design. Til næste vinter regner Andreas Ekengren med at have en betaversion klar til afprøvning hos udvalgte kunder, for derefter at lancere den bredt op til skisæsonen 2010/2011. Og Sverige er langt fra hovedfokus.
— Der findes omkring 2.000 større skianlæg i verden, hvoraf de ti er i Sverige. Vi skal afgjort ned til Alperne, siger Andreas Ekengren.
Foruden produktudvikling bliver hans hovedopgave i løbet af foråret og sommeren at skaffe cirka tre millioner svenske kroner i venturekapital. Det vil ifølge Andreas Ekengren være nok, indtil virksomhedens regnskab om nogle år viser sorte tal på bundlinjen.
Resqu ejes for hovedpartens vedkommende af grundlæggerne Fredrik Tufvesson og Fredrik Thorsell. På ejerlisten findes endvidere Andreas Ekengren, Mats Lindoff samt Lunds universitets holdingselskab LUAB.
Af Erik Olausson