Det Malmöbaserede medicoteknikfirma Tigran Technologies har rekrutteret Anette Borgström, tidligere chef for business control og customer services hos Sony Ericsson i Lund, som ny økonomichef. Samtidig starter selskabet en nyemission på 35 millioner SEK, hvoraf næsten hele beløbet er garanteret, oplyser adm. dir. Björn Sellert.
Venturekapitalen skal hentes ind i løbet af maj og juni, primært fra de nuværende ejere QueQuoin Holdings og grundlæggerfamilien Bruce. Men en ny ejergruppe fra Stockholmsområdet træder også ind, ifølge Björn Sellert.
Pengene skal anvendes til flere kliniske tester, produktudvikling og markedsføring. Tigrans porøse titaniumkorn, som anvendes til at opbygge ny kæbeknogle ved tandimplantater, skulle egentlig have været introduceret over en bred front allerede sidste forår. Men lanceringen blev udskudt, mens man ventede på, at kliniske resultater skulle påvise titaniumkornenes gavnlige effekter ved periimplantit, det vil sige infektioner omkring tandimplantatet. Infektionerne er noget, som rammer omkring hver femte patient, og betyder, at kæbeknoglen omkring implantatet nedbrydes, så implantatet risikerer at falde ud.
— I dag er der ingen løsning på periimplantit, så det er vores hovedfokus, siger Björn Sellert.
De millimeterstore titaniumkorn skal introduceres på markedet i en grå og en hvid variant mod slutningen af 2008. Ud over Norden har selskabet distributionsaftaler i Polen, Frankrig, Italien og Korea.
Med nyrekrutterede Anette Borgström har Tigran syv ansatte. Björn Sellert regner med, at de 35 millioner SEK vil række i det mindste 2009 ud, og at virksomheden vil nå break-even i 2010.
Af Erik Olausson