Kort sagt: Da avisen Ny Teknik i denne uge listede Sveriges 50 mest magtfulde IT-personer, var det skånske islæt ganske vist noget bedre end i fjor – men de to nytilkomne skåninger Jan-Erik Solhem fra Polar Rose og Martin Walfisz fra Massive Entertainment kan ikke opveje det faktum, at kun tre skåninger placerer sig på top-50 listen. (Mats Lindoff, teknisk direktør hos Sony Ericsson er den tredje.)
Forud for næste års liste vil Rapidus gerne hjælpe Ny Tekniks redaktion på sporet, når det gælder om at kigge uden for Stockholm. Her er derfor listen over ti skånske IT-profiler, som afgjort burde have været med.
Af Thomas Frostberg
1. Ray Mauritsson, koncernchef for det børsnoterede Axis Communications i Lund. Selskabet er gået stærkt frem det seneste år, både på børsen og frem for alt når det gælder virksomhedens udvikling inden for området netværkskameraer. Axis er en af Skånes absolut førende stoltheder på IT-området med en helt eksportorienteret virksomhed. Det forhindrer ikke, at selskabet samarbejder med flere innovative småfirmaer i regionen.
2. Robert Puskaric, adm. dir. for Ericsson Mobile Platforms og leder af endnu et internationalt orienteret selskab, der samtidig udnytter det faktum, at der vokser en masse spændende teknikfirmaer op omkring Ericssonkontoret i Lund. Hans baggrund som adm. dir. for Ericsson i Danmark gør ham ekstra interessant i et Øresundsregionalt perspektiv.
3. Lars Bruhn, en af regionens tunge investorer inden for IT og telekom. Grundlagde det danske ventureselskab IVS 1999, et af de få som overlevede IT-nedturen, og som efter en sammenlægning med BankInvests IT-portefølje nu hedder NorthCap Partners. IVS investerede tidligt på tværs af Øresund, da man gik ind i mobilteknikfirmaet Scalado i Lund.
4. Charlotta Falvin, adm. dir. for et af regionens med succesrige mobilteknikfirmaer – det hurtigtvoksende TAT i Malmö. Har en baggrund som operativ chef hos Axis, hvor hun i dag sidder i bestyrelsen, og har endvidere været adm. dir. for softwarefirmaet Decuma i Lund. Også bestyrelsesmedlem i IT-firmaet Apptus.
5. Lars-Erik Nilsson, bestyrelsesformand i børsnoterede Axis og Avensia Innovation samt bestyrelsesmedlem i MultiQ. En af den skånske IT-verdens skjulte magthavere og derfor tilgivet for at han bor i Stockholmsregionen.
6. Dan Olofsson, indflydelsesrig ejer af Sigma, Teleca og Epsilon samt den innovative virksomhed Brimstone. Indflydelsesrig i allerhøjeste grad, men for at forsvare sin position i fremtiden kræves der lidt nye spændende projekter.
7. Christer Fåhraeus, serieiværksætteren bag tre skånske børsnoterede firmaer med fokus på IT og billedanalyse i forskellige former: Anoto, Precise Biometrics og CellaVision. Bagtalt af mange i det skånske erhvervsliv for sin evne til at tiltrække venturekapital, men kendsgerningen er, at flere af hans selskaber nu er på vej mod lønsomhed.
8. Martin Gren, Skånes måske fiffigste IT-nørd og en af Axis’ grundlæggere. Har sine fingre med i lidt af hvert og sidder blandt andet i det Lundbaserede supercomputerfirma Mitrionics’ bestyrelse. Tester gerne sine egne virksomheders produkter og logistiksystemer ved at bestille produkterne via udenlandske hjemmesider til sin hjemadresse og skiller dem derefter ad for at kontrollere teknikken bag kapslingen.
9. Per Wargéus, adm dir. for det nye børsnoterede firma Avensia Innovation, en sammenlægning af Lundfirmaerne Luvit, INXL og Avensia. Er i færd med at opbygge en skånsk IT-koncern under radarhøjde og er stadig noget af en bobler.
10. Anders Lidbeck, koncernchef for børsnoterede Telelogic i Malmö, under salg til IBM. Havde fået en betydeligt højere placering, hvis han havde været mere synlig i det lokale erhvervsliv i regionen. Da danske Navision blev solgt til Microsoft, placerede verdenskoncernen et udviklingscenter i Danmark. Det sker næppe i tilfældet med IBM.