Kort sagt: Mens det nærmest opfattes som politisk harakiri i dag at mene noget offentligt (og især positivt) om EU-politik i Danmark og Sverige, så går den danske og svenske Europabevægelse stik mod strømmen den 3. September på et seminar i Lund. De diskuterer netop EU-politik her i Greater Copenhagen. Det er et meget lille initiativ, men det er vigtigt. Perspektiverne for Europa hænger tæt sammen med vores region. Og nogen må gå foran.
Af Keld Broksø, Københavnsredaktør Rapidus
Initiativet er beskedent, men samarbejdet over Øresund og dansk og svensk EU-debat er i fokus, når den danske Europabevægelse er på endagstur til Lund i Skåne 3. September fra kl. 9:00 til 17:00 for at holde seminar og besøge søsterorganisationen, Svenska Europarörelsen.
Rapidus vil forudsige, at mødet IKKE trækker store overskrifter i øvrige medier, når de to EU-venlige bevægelser bl.a. ser på, hvordan EU’s udfordringer og grænsekontrol påvirker det grænseoverskridende samarbejde. Hvis man ser på debatterne generelt i de to lande, så synes det nemlig slået fast som fakta, at EU er spild af tid:
- Efter Brexit er Det indre Marked faldet sammen. Glem alt om varernes, arbejdskraftens og kapitalens fri bevægelighed
- Det betaler sig ikke at forsøge at løse miljø-, uddannelses- og økonomiproblemer via EU.
- Og endelig evner EU ikke at løse grænseproblemerne og håndtere flygtningekrisen.
Der er et gran af sandhed i det hele. Men det er ikke hele sandheden. Hukommelsen er nemlig kort for, hvad EU egentlig er: EU er først og fremmest et fredsprojekt – først dernæst et økonomisk projekt. De seneste 70 år er de fredeligste i Europas historie, når man ser bort fra Balkan-krigene i 90erne. I dag er lande som Serbien, Albanien, Makedonien på bedre kurs fordi guleroden forude netop er EU medlemskab med alle dets fordele – og udfordringer. Den græske krise er eksempelvis for intet at regne, hvis bl.a. Spanien også er på vej ud over kanten. Hvem skal rette op og forhindre nye katastrofer for hele kontinentet? Jo, netop: EU.
Man skal ikke være ukritisk over for EU’s bureaukrati, eller naivt tro på, at løsningerne er nemme. Men hvis EU ikke fandtes, måtte vi opfinde det. I en global verden er det svært at være alene, med mindre man har olie som Norge eller en banksektor af Schweiz’ dimensioner. Se blot pundets styrtdyk i Storbritannien, og de politiske tømmermænd efter Brexit.
Når Svenska Europarörelsen og Europabevægelsen fra Sjælland mødes, så ved de godt alt dette. Det vigtige og det nye er et programpunkt om ”Greater Copenhagen i en europæisk kontekst.” Det er på tide, at nogen tager det op. Før det næsten blev politisk ukorrekt at mene, at EU kunne bruges til noget, så nævnte mange netop vores region som modelregion for Det indre Marked. Det var før Øresundskomiteen brød sammen og blev historie. Nu har vi et ret nyt begreb og nye mål for erhvervslivet i Greater Copenhagen. Det er tid at slå fast som et nyt mål, at vi vitterligt VIL være en modelregion på ny, for alle vores målsætninger passer ned i Det indre Markeds skabelon: Fri bevægelighed af arbejdskraft, studerende, investeringer og en smidig infrastruktur.
Grænsekontrollen, som nu generer pendlerne, sætter os nærmest tilbage i tiden før Berlinmurens fald. Politikerne bør fokusere mod EU’s ydre grænser, ikke de indre. Grænsekontrollen rokker ved grundpillerne i EU, nemlig den fri bevægelighed. Derfor skal vi her regionen presse meget mere på for at få EU-Kommissionen og resten af EU-ledere til i stedet at gå sammen om at om at fokusere mere på EU´s ydre grænser, mens vi gør mere her for at løse grænseproblemerne. Det kræver at ”modelregionen” igen kommer højt på agendaen. Der er positive tiltag som det dansk-svenske forsknings- og innovationsprojekt, ReproUnion om fertilitet, der inkluderer 12 forskningscentre med 24 tilknyttede ph.d.’ere. Både private og offentlige er med som alle regionerne samt Københavns og Lunds Universitet, Medicon Valley Alliance og medicinalvirksomheden Ferring Pharmaceuticals. Max IV og ESS er nævnt mange gange, men alle den slags initiativer peger mod en ”EU-modelregion”, som ingen endnu har gjort til officiel politik for alvor. Derfor skal de små europabevægelser i Danmark og Sverige have stor ros. Nogen skal jo gå foran – og tak for det.
