Systembolaget har tænkt sig at standse dansk navnebror
Rapidus afsløring af at vinkenderen Nils Stormby i Malmø til foråret åbner Systembolaget ApS på Strøget i København, vækker stærke reaktioner i Sverige.
-- Vi accepterer ikke, at man stjæler vores navn. Systembolaget er et stærkt varemærke, og der er detaljerede regler inden for EU om, hvad der er tilladt. Vi har sat vores jurist på sagen, og vi agter at træffe alle de forholdsregler, vi kan, for at stoppe krænkelsen af vores varemærke, siger Systembolagets pressechef Björn Rydberg til Rapidus.
Han henviser også til, at Systembolaget flere gange tidligere har ført lignende sager mod butikker i for eksempel Sydeuropa - med succes.
Det socialdemokratiske rigsdagsmedlem Bengt Silfverstrand sidder i bestyrelsen for det svenske Systembolag. Også han reagerer kraftigt mod stiftelsen af Systembolaget ApS.
-- Det er helt horribelt. Enkeltpersoner skal ikke profitere på Systembolagets vel indarbejdede og respekterede navn. Spørgsmålet vil sikkert dukke op under en eller anden form på næste bestyrelsesmøde den 7. december, siger Bengt Silfverstrand.