Nogen industripartner er der endnu ikke dukket op til Lundprofessor Thomas Laurells projekt inden for stamcelledyrkning. I stedet er en privat investor trådt til for at finansiere patentprocessen til en si, der skal give bedre cellevækst i reagensglassene.
I alt har fire forskere ved LTH og Karolinska Institutet arbejdet et par år på projektet Biogrid for at udvikle et gitter, som på en skånsom måde kan opsplitte klumper af stamceller i mindre dele. Når klumperne er vokset til cirka 100.000 celler vil delingen ellers gå i stå, eftersom cellerne i midten ikke får næring nok.
Metoden er mindre tidskrævende end at skære celleklumperne op med skalpel og nemmere end at anvende enzymer, eftersom det giver problemer, hvis cellerne senere skal transplanteres ind i mennesker.
— Vi undersøger nu, om vi kan anvende metoden i mere automatiserede celledyrkningssystemer. Målet er at kunne anvende den i stor skala ved dyrkning af stamceller, siger Erik Sundström, docent ved Karolinska Instituts afdeling for neurodegeneration.
Hidtil har forskerne primært testet metoden på nervestamceller, men fremover kan også andre celletyper blive aktuelle.
Forskergruppen har tidligere modtaget en vis støtte fra Lunds universitets holdingselskab LUAB og dets pendant ved Karolinska institutet. Nu er en privat investor trådt til for at betale patentprocessen, mens det resterende udviklingsarbejde finansieres af almindelige forskningsmidler.
— Næste skridt bliver at bruge mere energi på at udvikle prototyper. Her vil vi få behov for yderligere finansiering, men der er vi ikke endnu, siger Erik Sundström.
Thomas Laurell, professor i elektrisk måleteknik, er grundlægger af en række knopskudte forskningsvirksomheder og sidder endvidere i bestyrelsen for Lundfirmaet Genovis.
Af Erik Olausson