Flere danske virksomheder viser stor interesse for at få del i EU-penge til en ny dansk ESS-pulje på 24 mio. DKK, men svenske virksomheder er på forhånd udelukkede fra at få hjælp fra puljen. De nye penge kommer ellers fra EU’s strukturfonde samt Region Hovedstadens Vækstforum. Puljen er projekthjælp til virksomheder, som vil ind på dansk-svenske ESS og lave de ret dyre forsøg. Puljen giver en slags øverum bl.a. i form af et center på Danmarks Tekniske Universitet, DTU, hvor virksomheder kan finde ud af om et projekt på ESS eller MAX IV i Lund kan være interessant. Kun indirekte kan svenske virksomheder i særlige tilfælde få gavn af de nye EU-penge.
– Pengene skal gavne virksomheder i Region Hovedstaden, men hvis man som dansk virksomhed kan dokumentere, at et partnerskab med en svensk virksomhed skaber merværdi, så kan svenske virksomheder indirekte få gavn af bevillingen, oplyser Jørn August, som hos Region Hovedstaden administrerer strukturfondsmidler fra EU.
Uden hjælp vil hovedparten af danske virksomheder ikke kunne bruge ESS, da udstyret kræver ekspertviden. I Dansk Industri siger chefkonsulent Richard Larsen, at flere virksomheder bl.a. inden for life science — med Lundbeck og Novo i spidsen — har udtrykt ønske om en slags øverum.
– Det nytter ikke vi trykker på on-knappen, når ESS er færdigt i 2019. Vi skal være klar før, fastslår Richard Larsen, som også mærker interesse for at komme i gang hos fødevareindustrien.
DTU får fem virksomheder, som deltager i udformningen af indhold og koncept for testcentret.
– De første fem virksomheder kan bruge centret gratis til vi har prøvet det af. Vi ser især på virksomheder inden for energisektoren — bl.a. vindmøller – samt nanoteknologi, transport og fødevarer, oplyser den formentlig kommende centerleder, Henning Friis Poulsen, fra DTU Fysik.
Udover Vækstforum Hovedstaden og DTU Fysik deltager flere partnere, som har fået de 24 mio: Region Hovedstaden , DTU SCION, Københavns Universitet , COBIS, Københavns Kommune, Lyngby-Taarbæk Vidensby, Dansk Industri og Copenhagen Capacity.
Af Keld Broksø