Svensk træningsredskab med flow går til udlandet
I september lancerede Malmöfirmaet Flowin sit patentanmeldte træningsredskab med samme navn. De første tre måneder solgte selskabet for en million SEK i Sverige - nu skal Flowin lanceres i ti lande mere.
-- Vores distributører i udlandet har fået deres første varer og en indledende uddannelse, og salget kommer vel for alvor i gang hen imod efteråret, siger Flowins adm. dir. Glenn Håkansson.
Flowin anvendes til styrke-, motions- og rehabiliteringstræning, og blandt kunderne er træningscentre, elitesportsfolk, fysioterapeuter og privatpersoner. Den person, der træner, har en slags puder under eksempelvis knæ, underarme, hænder og fødder og udfører forskellige øvelser ved at glide frem og tilbage på en speciel plade. Hidtil har omkring 60 træningscentre og lidt flere fysioterapeutcentre købt produktet.
Golf er et område, hvor virksomheden ser et sort potentiale. Flowin samarbejder med interesseorganisationen PGA (Professional Golfer's Association) of Sweden, og i USA vil salget af Flowin blive forestået af Titleist Performance Institute (TPI), uddannelsesdelen af golfgiganten Titleist. TPI vil også indspille trænings-DVD'er om Flowin, som både TPI og Flowin AB får ret til at sælge.
Flowin AB er en knopskydning fra innovationsfirmaet Xendon i Malmö og drives af Glenn Håkansson og hans bror Conny samt Kenneth Riggberger. Trion ejer endvidere hovedparten af selskabet.
Glenn Håkansson vil ikke sætte noget omsætningsmål for Flowin, men regner med at selskabet vil give overskud i løbet af 2008. Ud over USA vil produktet blandt andet blive lanceret i Finland, Tyskland og England.
Af Lisa Kirsebom