Kort sagt: Olof Arwidi, rektor på Ekonomihögskolan i Lund, har problemer. Ikke fordi han netop har ansat en ny, internationalt meriteret professor. Tværtimod er de enige om løn og andre goder.
Problemet hedder Bosse Ringholm, Sveriges finansminister, som netop har bestemt sig for at ændre skattevilkårene for danskere der arbejdspendler til Sverige.
Nu risikerer hele ansættelsen at gå i vasken, eftersom professoren bor på Amager og fra nytår kan miste hele rentefradraget på sit huslån, hvis Ringholm får sin vilje.
Af Thomas Frostberg
Du troede måske, at det var slut med skattespørgsmål i Rapidus’ lynanalyser om fredagen? Det troede vi også, efter at Bosse Ringholm og daværende skatteminister Svend Erik Hovmand den 29. oktober sidste år underskrev en fælles svensk-dansk skatteaftale for Øresundsområdet.
Men Ringholm er ikke den der giver sig, når det gælder om at beholde skattekroner i Sverige. Mens alle andre arbejder for fortsat at mindske barriererne i Øresundsregionen, har Ringholm fundet på, hvordan man kan indføre en ny skattebarriere.
Først afskaffes som planlagt den fordelagtige SINK-skat, en fast svensk indkomstskat på kun 25 procent for personer bosat i udlandet. Det er i grunden rigtigt tænkt, eftersom integration ikke skal baseres på noget, der ligner et svensk skatteparadis for danske pendlere. Til gengæld indføres en fradragsret, som i en vis udstrækning kompenserer for den nye, højere indkomstskat. Dermed ville systemet blive ens for dem, der bor og arbejder i Sverige, og dem der bor i Danmark, men pendler til Sverige.
MEN – og her er det Ringholm slår til: Fradrag betyder færre penge til den svenske stat. Der må altså gøres noget! Rentefradraget skal naturligvis modregnes i renteindtægterne, som den danske pendler stadig skal betale skat af i Danmark. At de fleste husejere i praksis har renteudgifter, der langt overstiger deres renteindtægter, spiller mindre rolle, så længe dette underskud kan holdes ude af selvangivelsen i Sverige. (Danmark tillader ellers svenske pendlere at modregne deres renteudgifter i arbejdsindkomsten, men det spiller tydeligvis heller ingen rolle.)
I finansministeriet har man i stedet regnet sig frem til et eksempel, som hævdes at bevise, at den gennemsnitlige pendler hverken vinder eller taber særlig meget på ændringerne. Hvad der sker med pendlere, som ikke tjener lige omkring gennemsnittet, har man derimod ikke undersøgt. Ej heller hvordan ændringen vil påvirke dem, der ikke allerede pendler, og hvor tabet af rentefradraget bliver en væsentlig økonomisk indvending mod at tage job i Sverige.
Dermed er vi tilbage ved et grundlæggende problem, som Rapidus har påpeget mange gange før: I Stockholm mangler der fornemmelse for, hvad Øresundsintegrationen handler om. På papiret og i teorien er alle argumenter i orden, men der mangler en personlig overbevisning helt ind i knoglerne om, hvorfor Øresund er vigtigt, og hvordan integrationens mekanismer egentlig fungerer.
Hvad har Berit Andnor, nordisk samarbejdsminister med særligt ansvar for Øresund, foretaget sig i sagen? Umuligt at vide, eftersom hun ikke vil svare på Rapidus’ spørgsmål om Ringholms nye skattebarriere, men henviser tilbage til finansministeriet.
Mens Ringholm tæller kroner og øre, afskrækkes potentielle pendlere af en ny skattetrussel, netop som der var begyndt at komme lidt fart i integrationen. Tilfældet på Ekonomihögskolan er blot et blandt mange eksempler allerede. Så længe der kræves granskning af 325 siders undersøgelsesmateriale og et detaljeret lovforslag for at afgøre de skattemæssige konsekvenser af et pendlerjob, vil det kun være en meget lille gruppe højtlønnede og veluddannede, der tager skridtet over Sundet. Øresundsarbejdsmarkedet er så kun åbent for en lille elite, og det var næppe det der var meningen.
Skal regionen nogensinde begynde at fungere for alvor, så skal reglerne være ensartede for alle på en arbejdsplads. Det er i sig selv et stort skridt at begynde at betale skat og indgive selvangivelse i et nyt land. At være tvunget til at holde styr på to landes skattelove og faldgruberne mellem systemerne er et helt urimeligt krav.
Hvis ingen andre argumenter bider på Ringholm, så kan han i hvert fald se frem til at slippe for den uafladelige kritik fra Jens Kramer Mikkelsen, Ole Schmidt, Ilmar Reepalu, Stephan Müchler, Birger Olofsson med flere. Det eneste han behøver gøre er at skifte mening.
Hvad synes du? Diskutér Rapidus’ analyser – send et indlæg til debat@rapidus.dk
