Svensk IT-konsulent jagter danske kunder – nyt samarbejde med IBM
Det svenske børsnoterede IT-konsulentfirma Enea indleder til efteråret et samarbejde med IBM i Danmark. I øjeblikket forhandler selskaberne om, præcis hvordan aftalen skal se ud. Ifølge Thomas Goréus, regionchef for Enea Öresund, er virksomhederne enige om det overordnede, og diskussionerne drejer sig om detaljer.
-- Det her vil betyde et stort løft for os i Danmark. I år regner vi med, at samarbejdet vil give godt en million i indtægter og til næste år mange flere, hvis alt går, som vi håber, siger Thomas Goréus.
For Eneas vedkommende indebærer aftalen, at IBM videresender sine kunder til Enea med henblik på visse former for softwareudvikling. Opgaverne ligger udelukkende inden realtidssegmentet, som Enea i den sidste tid har koncentreret sig om.
Kunderne findes ifølge Thomas Goréus i det østlige Sjælland og i Jylland og beskæftiger sig overvejende med industri. Han nævner industrigiganten Danfoss med 17.500 ansatte som en mulig kunde.
Aftalen er delvist en følge af et tidligere samarbejde mellem Enea og den amerikanske softwaregigant Rational Software. I slutningen af 2002 opkøbte IBM Rational Software, som har betydelige aktiviteter i Danmark.