Danmarks hidtil største cleantech messe, Energy Europe i Bella Center fra 23.-25. maj, er næsten allerede fyldt op med udstillere, men nogen Øresundsbegivenhed bliver det ikke. Også selv om bl.a. Øresundskomiteen arbejder for med samarbejde om klima over sundet.
På Energy Europe er fraværet af svenske virksomheder påfaldende, viser udstillingslisten. Selv danske virksomheder er i mindretal i forhold til internationale deltagere. Det skal der laves om på fremover, når Energy Europe bliver en tilbagevendende, årlig begivenhed.
– Vi har til første messe lagt to tredjedele af vores tid i det internationale salgsarbejde. Den internationale vinkel var vigtig. Nu har vi etableret en bro til den internationale verden. Næste gang ønsker vi at lade første del af salgsarbejdet gælde danske og sydsvenske virksomheder, fortæller salgs- og marketingdirektør Jacob Schmidt fra Bella Center:
– Vi er ikke trængt godt nok igennem over Øresund, men det arbejder vi på.
Omkring 400 vedvarende energiselskaber fra mere end 10 nationer vil være på Energy Europe, som breder sig over 10.000 bruttokvadratmeter og forventet 10.000 gæster. EUs klimakommissær Connie Hedegaard åbner messen, hvis succes skaber håb om vækst.
– Messen kan ikke alene blive dobbelt så stor. Den kan også i princippet blive fem gange så stor, hvis vi afsætter 50.000 bruttokvadratmeter, siger Jacob Schmidt.
Af Keld Broksø