Sigmas grundlægger, den skånske forretningsmand Dan Olofsson, har solgt sit sydafrikanske elitefodboldhold og skrinlagt den fodboldskole, han har drevet sammen med den svenske fodboldtræner Sven-Göran Eriksson. Men engagementet for Sydafrikas aidsramte fortsætter, nu i samarbejde med Nelson Mandelas familie.
Fodboldskolen Thanda Star Academy blev grundlagt for et par år siden. I 2007 blev der indkøbt et elitehold fra Johannesburg, som blev omdøbt til Thanda Royal Zulu. Holdet spillede i elitedivisionen, men for godt en måned siden blev Thanda Royal Zulu solgt til et sydafrikansk konsortium, og Thanda Star Academy blev lagt på is.
Fodboldinteressen er dog ikke kølnet hos Dan Olofsson. På skolerne i aidsprojektet Star for Life arrangerer han pigefodbold i samarbejde med Malmöklubben LdB FC. Star for Life arbejder med aidsforebyggelse blandt unge i Sydafrika og Namibia via forelæsninger og workshops ude på skolerne. Til dato har 60.000 skoleelever gennemgået det treårige program.
Samtidig har den tidligere præsident Nelson Mandela engageret sig for at få iværksat et projekt, som omfatter skole, klinik og Star for Lifes arbejde i hans hjemby Mvezo.
Af Erik Olausson