De fire største, danske medicinalgiganter (som er her fra regionen) forbereder sig nu detaljeret på anvendelsen af ESS i Lund fra 2019. Torsdag den 15. november holder de et stærkt specialiseret møde hos Lægemiddelindustriforeningen (Lif). Lundbeck, Novo Nordisk, Alk og LEO Pharma er med. Mødet er blandt de første mere tekniske forberedelser til ESS.
– Med mødet søger vi at komme på omgangshøjde med svenskerne, som er foran danskerne på det felt, forklarer chefkonsulent hos Lif, Allan Skårup Kristensen.
Lundbeck er i forvejen med i forskellige ESS-fora, men de mangler specialiseret viden.
– Vi har brug for, at vores biologer forstår, hvad ESS kan i forhold til det, som vi kan i dag, siger Klaus Bøgesø, vice president i Lundbecks Research Management.
– ESS bliver verdens stærkeste instrument. Verdens bedste forskere kan derfor ikke leve med ikke at arbejde med det. Normalt arbejder vi med røntgenstrukturer, og har ikke selv erfaring med neutron-metoderne. ESS vil kunne se eksempelvis brintatomer i molekyler og funktioner af proteiner, hvilket røntgen ikke kan. Jeg har netop efterlyst foredrag, som går mere ned i materien, siger Klaus Bøgesø.
Det største neutron-mikroskop har OAK Ridge i USA lige nu. Lederen, Ian Anderson, besøgte i februar København, og han ser gerne Ph.d.-studerende fra regionen.
– Hvis vi kan se, at et forskningsprojekt virkelig kan flytte sig via ESS, vil vi overveje i god tid at sende Ph.d.-studerende til Oak Ridge. Så får vi forskere, der kender teknologien, når ESS åbner, fastslår Klaus Bøgesø.
Lif´s mål med mødet torsdag er netop, at industrifolk får ideer til eksperimenter på ESS.
– Hvis vi får øget interesse kunne vi tænke os et forsøgsstudie. Vi kan sende en mand til USA med pilotforsøg. Det kan blive næste skridt, fortæller Allan Skårup Kristensen.
Mødet skal kaste lys over mulighederne, og hvordan MAX IV kan bruges i kombination med ESS. Hertil oplyses om ESS´ forsøgsinstrumenter. Lif har bl.a. inviteret Ph.d. Esko Oksanen fra Lund og professor Poul Nissen fra Aarhus Universitet. Specialerne er makromolekylær krystallografi samt molekylær og biokemiske beskrivelser af fysiologi og cellebiologi.
Af Keld Broksø