Større familie skal være nichefirmaet Decumas redning

Kort sagt: Lundselskabet Decuma, der startede som en knopskydning fra det matematiske institut på Lunds universitet, har foretaget en rejse, som flere innovative virksomheder i regionen kan lære noget af. Trods førende teknik indpakket i et nichepræget produkt og med tunge investorer som Sonys ventureselskab i ryggen, var det ikke nok til at komme i mål på egne ben.

Omkring nytår blev Decuma solgt i en industriel handel, som kan siges at være god for alle parter - undtagen investorerne.

Af Thomas Frostberg

CALGARY. På 21. etage i en central kontorbygning på syvende avenue i den gamle OL-by Calgary skal Decumas fremtid afgøres. Eller Zi Decuma, som selskabet hedder i dag, efter at canadiske Zi Corporation har købt rettighederne til Decumas teknik og har overtaget personalestyrken i forskerparken Ideon i Lund.

Zi Corporation, der er noteret på Nasdaq og børsen i Toronto, blev grundlagt for snart ti år siden omkring et patent til indtastning af kinesiske tegn via tastatur - en særlig udfordring på små produkter som mobiltelefoner. Selskabets software eZiText findes i dag til cirka 50 sprog og forudser, hvilket ord brugeren er ved at skrive. eZiText findes i mere end 600 telefonmodeller og andre produkter fra over 100 forskellige producenter, bl.a. Sony Ericsson, Samsung og LG Electronics. For nylig blev det offentliggjort, at også Nokia er kunde hos Zi.

Decuma har på sin side udviklet en verdensledende teknik til tolkning af håndskrevne tegn. Fokus har ligget på mobiltelefoner og håndcomputere med touchscreens. Tegnfortolkningen er så sindrigt konstrueret, at den også har imponeret de store teknikfirmaer i Japan, og blandt andet Sony bestemte sig i foråret 2003 for at satse på Decumas software i sine håndcomputere. Nogle måneder senere indskød Sonys ventureselskab sammen med svenske Industrifonden kapital, som skulle være nok til at nå positivt cashflow. Dermed skulle succesen være sikret.

Men så vendte lykken - Sony opgav sin satsning på håndcomputere, og de ”sikre” indtægter i budgettet var pludselig væk. Nogen umiddelbar erstatning havde man ikke, især med tanke på, at det normalt tager 12-18 måneder fra kontrakt med en ny kunde, til denne begynder at generere licensindtægter. Det ville kassen ikke strække til, og samtidig voksede markedet ikke hurtigt nok, eftersom mobiltelefoner med touchscreen ikke blev lanceret i den takt, som selskabet havde regnet med. Det skarpe nichepræg, der ofte betragtes som en fordel for et innovationsselskab, er her blevet en blindgyde. Omkostningerne til at sælge løsningen ind på et marked, der var mindre end forventet, blev for høje.

Med en svindende kasse var forhandlingssituationen vanskelig, da selskabet indledte jagten på en industriel partner og køber. Det blev også noget af et ”chicken race”, hvor mulige købere kunne tælle ned og vente på, at prisen skulle falde. (Venturesporet blev hurtigt opgivet, da hverken ejerne eller ledelsen bedømte det som rimeligt at få tilført penge i den herskende situation.) I sidste ende blev Decuma solgt for cirka en million amerikanske dollars, svarende til cirka en tiendedel af den kapital, som er blevet pumpet i selskabet af ejerne siden starten i 1999.

Finansielt var det alt andet end en lysende forretning, men med konkurs som eneste alternativ, valgte man at redde selskabets teknik og arbejdspladserne for personalet i Lund.

Fusionen med Zi Corporation giver desuden fordele både med hensyn til produkter, der supplerer hinanden, og markedstilstedeværelse. Mens Decuma er stærke i Japan, har Zi sit udspring i teknik til det kinesiske marked. Zi arbejder med tegnindtastning via tastatur, mens Decuma har en løsning til håndskrift. Derimod har Decuma hidtil kun frigivet software, der kan tolke enkelte tegn, selv om man har arbejdet med løsninger til sammenhængende skrift. Styrken i Zi Corporation ligger i softwarens evne til at forudse de ord, brugeren skriver. I fremtiden kan Decumas tolkning af enkelte, håndskrevne tegn altså kombineres med ordforudsigelse fra Zi.

Set ud fra et omkostningssynspunkt kan det fælles selskab sælge flere løsninger parallelt, eftersom kunderne i de allerfleste tilfælde er de samme selskaber, men med flere forskellige telefonmodeller. Dermed halverer man næsten omkostningerne, hvilket giver betydeligt bedre udsigter til succes.

For Zi Corporation er Lund også et udmærket centrum for en styrket tilstedeværelse i Europa. Eller som Jacques LaPointe, Director Product Management på hovedkontoret i Calgary, udtrykker det: I Lund kan man gå fra kontoret til vigtige kunder og partnere som Ericsson, Sony Ericsson, Teleca og Obigo. Og Nokia ligger på anden side af broen.

Men hvad så med koblingen til Calgary, hvor ligger styrken i at have et canadisk moderselskab, når mange af telekomselskaberne allerede findes tæt på? Calgary, mest kendt for sit vinter-OL en gang for længe siden, har i dag udviklet sig til et stærkt nordamerikansk IT- og telekomcentrum, ikke mindst på wireless-området. I provinsen findes 2.500-3.000 selskaber inden for IT- og telekomindustrien, hvoraf omkring 300 selskaber er specialiseret i trådløs teknik.

Læren af Decumas rejse er, at et skarpt nichepræg både kan være en nødvendighed for succes, men også en uventet omkostningskrævende vej, når produktet skal ud på markedet. En industriel handel kan derfor blive nødvendig for betydeligt flere spydspidsfirmaer i fremtiden - og sandsynligvis bliver det også en nemmere vej for mange investorer at nå frem til en form for salg, når andre veje (børsnotering) i praksis er lukket.

FAKTA

De største ejere i Decuma ved salget til Zi Corporation var:

Sony (22%)

Industrifonden (22%)

Olicom (17%)

Grundlæggerne (14%)

Visionalis (9%)

Volito (8%)

Bransch/Kategori

    Håll dig uppdaterad med nyhetstjänsten om tillväxten i Öresundsregionen

    Rapidus är en abonnemangsbaserad nyhetstjänst om tillväxtbranscherna i Skåne och Köpenhamnsområdet. Vi ger snabba nyheter och vassa analyser av helt exklusiv karaktär, samt arrangerar högkvalitativa nätverksträffar med intervjuer med regionens starkaste näringslivspersonligheter.

    Prova nyhetstjänsten här!


    Samarbetspartners: